En måned inden en beboer stak en sosu med en kniv, sparkede han en anden person i hovedet, lyder anklage.

Roskilde. I månederne inden en beboer stak sosu-assistent Vivi Nielsen ned i marts sidste år på bostedet Lindegården i Roskilde, var beboeren tilsyneladende involveret i to voldsepisoder.

Det fremgår af anklageskriftet mod den mandlige beboer. Han er tiltalt for at have slået 57-årige Vivi Nielsen ihjel 25. marts 2016, da han stak hende med en kniv på 23 centimeter i ryggen, så hun efterfølgende døde.

Ved grundlovsforhøret i marts erkendte beboeren, at han havde stukket hende med en kniv, men han nægtede at være skyld i drab.

Ifølge anklagemyndigheden var beboeren voldelig mod en anden person på bostedet lidt mere end en måned inden drabet.

18. februar om aftenen skal han således have sparket en person i hovedet på bostedet. Det fremgår dog ikke af anklageskriftet, om det er en ansat på stedet eller en anden beboer.

Han skal også have givet en butikselev i Fakta i Roskilde et knytnæveslag i hovedet, så eleven faldt omkuld i januar 2016, fremgår det af anklageskriftet.

Tidligere er det også kommet frem, at personalet på Lindegården et par dage før drabet havde opdaget, at den tiltalte beboer var i besiddelse af en kniv, som ikke tilhørte bostedet.

Men under en ransagning fandt politiet ikke kniven.

I tiden efter drabet udtrykte Vivi Nielsens kolleger bekymring for sikkerheden på de psykiatriske bosteder. Ifølge dem er vold, stofmisbrug og indbrud en stor del af hverdagen på de psykiatriske bosteder.

Den tiltalte beboer blev efter drabet varetægtsfængslet og anbragt på en lukket psykiatrisk afdeling.

Drabssagen mod beboeren forventes at blive behandlet i Retten i Roskilde 6., 7. og 9. februar.

/ritzau/