En af de tre unge mænd, som PET anholdte fredag har stærke antijødiske synspunkter og viser sympati for terrornetværket al-Qaeda.

Den 22-årige mand, der nu er i politiets varetægt og er sigtet for ulovlig besiddelse af automatvåben, spreder antisemitisk propaganda på Facebook og udtaler støtte til al-Qaeda. Det skriver politiken.dk.

Mandens had til jøder kan have været drivkraften i forberedelsen til en terrorhandling, som han og de to andre anholdte er mistænkt, men ikke sigtet for. Det vurderer den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp.

- De lærer blandt andet af Breivik og af sagen fra Toulouse i Frankrig, siger han til politiken.dk med henvisning til den norske massemorder og den franske ditto, der blandt andet dræbte tre børn og en lærer på en jødisk skole.

Og det er ifølge Magnus Ranstorp ikke utænkeligt, at al-Qaeda kan have inspireret den jordansk-fødte man til »at tage sagen i egen hånd«.

Udover støtten til al-Qaeda og de stærke antisemitiske holdninger så har den 22-årige mand, der er bosat i Herlev, forbindelser til det kriminelle miljø, heriblandt rockere. En af mandens Facebook-venner er et kendt medlem af AK81, der fungerer som støttegruppe til Hells Angels.

Tidligere fredag oplyste PET i en pressemeddelelse, at efterretningstjenesten havde anholdt de tre personer i forbindelse med en terror-efterforskning, og at de anholdte ville blive sigtet for ulovlig besiddelse af automatvåben og tilhørende ammunition.

Desuden oplyste PET, at de anholdte ligeledes var mistænkt »for at have været i færd med at forberede en terrorhandling« samt at eventuelle terror-trusler var blevet imødegået og afværget ved de foretagne anholdelser.

Når de fremstilles i grundlovsforhør lørdag klokken 9.00, vil de blive sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192a, der handler om overtrædelse af våbenlovgivningen.

De to andre sigtede er en herboende 23-årig tyrker og en 21-årig dansk statsborger, der normalt bor i Egypten.