En lastbil og en personbil kørte onsdag morgen sammen på Møgelvangvej mellem Bjergby og Vinderup i Vestjylland.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Vagtchefen fortæller, at uheldet var alvorligt, og at føreren af personbilen er i kritisk tilstand.
Føreren er blevet bragt til Herning Sygehus, mens chaufføren i lastbilen slap uskadt fra ulykken. Der var ikke andre passagerer i køretøjerne.
Politiet er derudover sparsomme med oplysninger, da man venter på, at en bilinspektør på stedet bliver færdig med at undersøge årsagen til ulykken.
Rute 513 blev efter uheldet spærret mellem Djeld og Sønderhede, men vagtchefen fortæller, at der igen er åbnet for trafik på vejen.
Del: