En 18-årig mandlig bilist fejlbedømte tilsyneladende afstanden og smadrede frontalt ind i en modkørende bil i Helsingør torsdag eftermiddag.

To mandlige bilister kom til skade, da en overhaling gik gruelig galt i Helsingør omkring klokken 15.30 torsdag.

En 18-årig bilist i en mindre rød bil kom kørende ad Kongevejen, som er en forlængelse af Helsingørmotorvejen, ind mod Helsingør by, da han foretog en overhaling. Men tilsyneladende fejlbedømte han afstanden til de modkørende.

De to biler blev voldsomt skadet ved ulykken på Kongevejen ved Helsingør.
De to biler blev voldsomt skadet ved ulykken på Kongevejen ved Helsingør. Foto: Mediefoto.dk
Vis mere

- Han tager en chance, men det lykkes ikke for ham. Han kører frontalt ind i en modkørende bil, siger vagtchef Hans Gosvig fra Nordsjællands Politi. Han forklarer nærmere:

- Den første modkørende når at undvige, men bliver snittet, men den røde bil fortsætter og kører frontalt ind i den næste bil, der kommer i modsatte kørebane.

Både den overhalende bilists røde bil samt den bil, som han smadrede ind i, blev voldsomt ødelagt ved uheldet. Heldigvis slap begge bilister tilsyneladende heldigere end bilerne.

Foto: Mediefoto.dk
Vis mere

- Bilisten i den røde bil kommer rimelig slemt til skade. Han er fløjet til Rigshospitalets Traumecenter, men hans tilstand er ikke livstruende, men hvad der reelt er sket ham, ved jeg ikke endnu, siger vagtchefen, der fortæller, at den 37-årige mand, der førte den sølvgrå bil, er kørt til tjek på Hillerød Hospital. Han er dog angiveligt ikke kommet slemt til skade.

Kongevejen i Helsingør var i forbindelse med ulykken spærret i omkring halvanden time.