Opklaringen af det største røveri i Danmark, kuppet mod værdicentralen Loomis i Glostrup til 62 mio. kr., er smuldret. Politiet har måttet løslade de sidste to af fem varetægtsfængslede, fordi beviserne ikke holder.

- Det er brandærgerligt. Vi har haft et fremragende mistanke-grundlag mod de sigtede, men vi har svært ved at løfte bevis-byrden og efter aftale med statsadvokaten er alle nu løsladt. En gang i mellem må vi erkende, at vi ikke kan gennemføre en sag, siger politiadvokat Ole Weikop, Københavns Vestegns politi.

Formelt er de løsladte stadig sigtede i sagen, men statsadvokaten ventes at droppe sigtelserne, når han har gennemgået alt politiets materiale.

BT TV: Se Danmarkshistoriens største røveri

I slutningen af august løslod politiet tre svenskere, som var sigtet for at have udført selve røveriet og nu har politiet løsladt to, som var sigtet for medvirken til røveriet med afledningsmanøvrer, hvor der blev spredt partisansøm på vejene og placeret bombeattrapper ved Politigården i København for at sinke politiet.

Medarbejder hos Loomis mistænkt

Tidligere har politiet også måttet løslade to andre af de i alt syv, som har siddet varetægtsfængslet under efterforskningen. Den ene var en 23-årig svensker, som var ansat hos Loomis, og som blev mistænkt for at have givet røverne insider-viden.

Den anden var en 36-årig svensk kvinde, som var kæreste med en af de formodede røvere. Hos kvinden fandt politiet 200.000 danske kr. og hun blev sigtet for at have modtaget og hvidvasket mindst to mio. kr. fra røveriet.

Politiet har brugt enorme ressourcer på at opklare røveriet og efterforskningen er sket i tæt samarbejde med svensk politi, fordi alle spor pegede mod Sverige.

"Røver-kongen"

To kriminelle svenske brødre, 41 og 46, blev anholdt den 30. november sidste år sammen med den 36-årige svenske kvinde og alle blev varetægtsfængslet. Den 41-årige svensk-tyrker er kendt i Sverige som "røver-kongen", fordi han tidligere har afsonet fire år for røveri til seks mio. kr. mod en pengetransport i Stockholm.

BT TV: Se Danmarkshistoriens største røveri

Loomis-røveriet blev begået den 1. april 2008 af seks røvere, der kørte i to Audi´er, som brutalt var røvet fra ejerne i Stockholm under pistoltrusler. Røverne stjal en teleskoplæsser på en byggeplads ved Vallensbæk Torvevej og kørte maskinen to km. til Loomis på Sydvestvej 98 i Glostrup.

De vidste præcist, hvor de skulle bryde hul i muren i den store anonyme bygning og mens to røvere kravlede ind i boksrummet for at hente de 62 mio. kr. holdt de andre vagt udenfor og pakkede Audi´erne med pengene.

Den ene Audi blev efterladt halvvejs ude i en å på Mågevej i Hvidovre. Den anden blev fundet på Ishøj Havn. Begge biler var dagen før røveriet kørt over Øresundsbroen til Danmark. I bilerne lå blandt andet sprængstof og store IKEA-glas med partisansøm svejset af armeringsjern, som punkterede flere af politiets patruljevogne.

I hullet i muren hos Loomis efterlod røverne en sprængklar bombe på to kilo, som først måtte uskadeliggøres, før politiet kunne arbejde på stedet. To andre bomber ved Politigården var attrapper.

Røveri mod Dansk Værdihåndtering

Politiet er helt overbevist om, at røverne har haft en spion bag murene hos Loomis og mistanken samlede sig om en 23-årig svensk medarbejder. Han fik efter røveriet hos Loomis arbejde hos Dansk Værdihåndtering i Brøndby. som fem måneder senere blev udsat for et tilsvarende kup, hvor en bande slap væk med 60 mio. kr.

Men mistanken mod den 23-årige holdt ikke og han måtte løslades.

Mens opklaringen af Loomis-kuppet er smuldret har politiet mere held i sagen fra Dansk Værdihåndtering, hvor 12 af de formodede cirka 20 røvere sidder varetægtsfængslet. I dén sag er beviserne så stærke, at statsadvokaten har besluttet at rejse tiltale ved et nævningeting og de 12 stilles for retten til januar næste år.

BT TV: Se Danmarkshistoriens største røveri