15 aktivister har over det seneste døgn haft besøg eller er blevet ringet op af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det fortæller flere af dem til hjemmesiden modkraft.dk.
Henvendelserne er sket til personer med tilknytning til den udenomsparlamentariske venstrefløj i kølvandet på den seneste tids magtkampe mellem aktivistgrupperingerne og PET.
Ifølge aktivisterne er civilklædte betjente dukket op på deres privatadresser eller har ringet til deres private telefoner tilsyneladende for at blive klogere på venstrefløjsmiljøet og for at få fat på personer, som fremover kan give informationer videre til efterretningstjenesten. Derudover spurgte de ind til aktivisterne holdning til brandattentater, hærværk og højrefløjen.
- Det er dybt krænkende og ubehageligt at blive opsøgt i sit hjem. Fremgangsmåden bekræfter jo den kritik, som har været fremme omkring kriminalisering af venstrefløjen. Det er ren skræmmekampagne, siger én af de aktivister, der torsdag oplevede, at PET-folk bankede på døren, til modkraft.dk.
De aktivister, der blev berørt af PET-aktionen, mener, at det er en provokation fra politiets side.
To af dem, som modkraft.dk har talt med, gik i dialog med PET, mens en tredje blankt afviste deres besøg.
Venstreradikale har på det seneste lavet flere hærværksaktioner mod blandt andet politiet, Kammeradvokaten og banker, og i sidste uge anholdt PET 14 aktivister, som ifølge efterretningstjenesten har planlagt eller deltaget i organiseret, politisk motiveret hærværk.
PET vil hverken be- eller afkræfte aktionen, der altså skal have fundet sted i løbet af det seneste døgn.



