»Nørrebros gader bugner med fancy kæder, som ikke kommer for at bidrage til kvarteret, men kun for at tjene penge og er klar til at skride lige så snart, det ikke længere kan betale sig.«

Sådan skriver aktivistgruppen ’Reclaim The Streets’ i et åbent brev, der kommer efter weekendens demonstration på Nørrebro.

En demonstration, der endte ud i hærværk, som især gik ud over banker, butikker og ejendomsmæglere.

LÆS OGSÅ:

Aktivistgruppen ’Reclaim The Streets’ stod bag demonstrationen, fordi de mener, at Nørrebro er blevet taget fra dem. De vil erobre Nørrebro tilbage, og så vil de selv bestemme over bydelen. I dag handler det for meget om forbrug og profit, mener de.

»Udviklingen på Nørrebro har ikke været for alle, men for den kreative klasse med forældrenes millioner i pungen. Det skal ikke være sådan at vi ikke længere har råd til at bo her, at vi ingen indflydelse har på vores hverdag, og at overskuddet fra vores gadefester skal gå til profitmagere hos Red Bull, Royal Beer eller andre virksomheder.«

Til sidst i brevet sender aktivisterne en lille hilsen til justitsminister, Søren Pind:

»Det kan godt være, der er tomme pladser i fængslerne, men vi er flere, end I tror, og vi bliver flere og flere hver gang i udvider jeres asociale politik. Vi er Nørrebros ungdom, og vi er her for at blive.«

Hele brevet kan læses på Modkraft.