En 22-årig AK81'er fik en bøde for at køre uden billet i metroen. Timer senere - og med fem-seks bredskuldrede venner i ryggen - overfaldt han kontrolløren.

Det overfald koster nu den 22-årige MT 50 dages ubetinget fængsel, har Københavns Byret fastslået.

Anklager Janus Rasmussen er meget tilfreds over udfaldet.

- Det ligger i den høje ende af praksis, og med dommen viser byretten, at den slags overfald ikke tolereres, siger Janus Rasmussen.

Episoden fandt sted 7. marts 2011. Omkring kl. 17 den dag var den 22-årige rockerlærling først blevet taget i at køre gratis i metroen. Han gav kontrolløren sit navn og modtog en bøde.

Fem timer senere på metrostationen ved DR Byen stødte han på kontrolløren igen. Denne gang - med fem-seks venner i ryggen - overfaldt han sit offer.

Ifølge anklageskriftet skete det 'i forening med en række uidentificerede medgerningsmænd', der 'pressede metrostewarden op i et hjørne'.

Her spyttede MT først på billet-kontrolløren, inden han slog ham i ansigtet med en knyttet hånd. Et slag, som ifølge kontrolløren fik det til at sortne for øjnene.

Den 22-årige rockerlærling er tidligere straffet for vold, hvilket Københavns Byret blandt andet lagde til grund´for de 50 dages ubetinget fængsel.

- Strafudmålingen er begrundet i de tidligere straffe, og fordi det var i forening. Når der står fem-seks af hans kammerater bag ham og bakker op, så føler man truslen større, siger Janus Rasmussen.

Den 22-årige MT nægtede sig skyldig. Han modtog dog dommen.