En 44-årig mand, som lige nu sidder på anklagebænken for dødsvold mod en 43-årig nabokvinde i Retten i Helsingør, var måneder i forvejen tiltalt for vold og voldtægt af samme kvinde.

Et turbulent forhold mellem en 44-årig mand og en et år yngre kvinde med svensk baggrund eskalerede til det fatale, da manden ifølge politiets tiltale bankede kvinden til døde en fredag nat tilbage i marts.

28. marts rykkede flere patruljevogne og ambulancefolk ud til mandens lejlighed på Sydvej i Helsingør, i den tro at kvinden endnu var i live. Men på stedet kunne redningspersonalet konstatere, at kvinden var afgået ved døden som følge af den vold, hun var blevet udsat for.

Den 44-årige mand, som endnu var til stede i sin etværelseslejlighed, blev anholdt og sigtet, men i det anklageskrift, som nu danner baggrund for retssagen, står det klart, at manden allerede var tiltalt i en anden sag med den 43-årige kvinde som offer.

Et anklageskrift dateret tilbage til 3. december afslører, at inden den 44-årige mand blev tiltalt for dødsvold, var han allerede tiltalt for to af de i alt tre forhold.

I den gamle sag blev han tiltalt for voldtægt efter straffelovens § 216, ved at have tvunget sig til sex med kvinden i sin lejlighed et sted mellem 18. og 19. oktober 2013. Ifølge anklageskriftet slog han hende og truede hende med yderligere vold.

Af det gamle anklageskrift er også en anden episode fra oktober, hvor han et sted mellem 15. og 21. oktober udsatte kvinden for vold i hendes eget hjem samt i et kolonihavehus i Helsingør. Han skal han ifølge tiltalen have slået hende i hovedet, i maven og truet med, at der ville komme en og klippe hendes fingre af. Kvinden blev efterfølgende indlagt på hospitalet med indre blødninger og skader på milten.

De to forhold nåede aldrig at blive fremlagt for retten, inden manden ifølge anklagen udsatte kvinden dødsvold. Det skete 28. marts, hvor han ifølge anklageskriftet slog hende flere gange i ansigtet med knyttet næve og hev hende så hårdt i håret, at en tot blev revet af. Det førte til den blodansamling under hjernehinden, som til sidst kostede hende livet.

Derfor er manden ikke sigtet for overlagt drab, men for vold med døden til følge efter straffelovens § 245, jf. § 247.

Den afdøde kvinde og den tiltaltes forhold er tidligere blevet beskrevet som voldsomt og turbulent af naboer på Sydvejen, hvor de begge boede i hver deres lejlighed.

På gerningsaftenen blev også en 63-årig svensk kvinde anholdt i mandens lejlighed, men hun var på daværende tidspunkt så påvirket af alkohol og stoffer, at hun ikke kunne afgive forklaring. Også den tiltalte var stærkt beruset, da han skulle anholdes.

Kvinden kom op til sin død ofte på Værestedet Klubben i Helsingør, skriver Sjællandske, og både politi og naboer mener, at sagen har rødder i byens misbrugsmiljø.

Ifølge sn.dk så nægter manden sig skyldig i anklagerne. Han begrunder bl.a. sin uskyld med, at han ikke kan dyrke sex uden potensmidlet viagra.

Der ventes dom i sagen 10. oktober.