Tre kanonkugler blev onsdag eftermiddag fundet på Langelinie i København. Den ene vurderedes at være farlig og blev bortsprængt af bomberyddere efter to forsøg.
Politiet har nu ophævet afspærringen på Langeliniekaj, hvor der onsdag eftermiddag blev fundet tre kanonkugler.
Den ene var potentielt farlig og blev gravet ned i et hul, som derefter blev fyldt op igen. Her forsøgte bomberyddere to gange at bortsprænge kuglen, før det lykkedes dem at komme igennem.
Det drejer sig om to sekspunds-kugler og en kugle med en diameter på 33 centimeter, der formentlig stammer fra bombardementet af København i 1807.
- Sekspunds-kuglerne er massive og er ikke farligere end, at de gør ondt at få over foden. Men den sidste kugle er blevet gennemlyst og kan indeholde krudt, så den skal bortsprænges, fortalte Kim Nicholsen fra Københavns Politi, inden bomberydderne gik igang.
Området for enden af Langeliniekaj blev afspærret med en sikkerhedsafstand på 5-700 meter, og to gummibåde blev sat i vandet for at afvise de både, der ville sejle forbi, oplyser et vidne på stedet.
Kuglerne blev fundet under udgravninger i forbindelse med et byggeri.