En ny app, Habil, der tilbyder at flytte pakker og samtidig give ejermanden et lift, er meldt til politiet.

Samme dag, som kørselstjenesten Uber lukker og slukker i Danmark, har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen tirsdag meldt en lignende tjeneste til politiet for mulig overtrædelse af taxiloven.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Den nye politianmeldte app hedder Habil, og den hjælpes ind på markedet af Nicolai Jørgensen, der er formand for Foreningen for deleøkonomi.

»I Habil har vi op mod 500 chauffører, der allerede nu har tilmeldt sig. Der er et stort ønske om at have et alternativ til Uber, hvor man kan tjene lidt ekstra,« sagde han tidligere tirsdag.

»Vi forventer at have de første ude at køre op mod weekenden.«

Nicolai Jørgensen kalder Habil for en fragt-app. Her kan man få flyttet alt fra pakker, til cykler eller større genstande.

Men selskabet benytter sig også af et hul i lovgivningen, der gør det muligt for personer at køre med i bilerne.

»Den mulighed der ligger i reglerne, det er, at når du skal have transporteret en pakke en cykel og så videre, der har man altid mulighed for at følge med sin pakke,« forklarede Nicolai Jørgensen.

Det bebudede indtog på det danske marked har tirsdag altså fået Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at melde den nye app til politiet.

'Herefter er det op til politiet at vurdere, hvorvidt Habil overtræder taxiloven ved at udføre erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse,' hedder det i en udtalelse fra kontorchef Janni Torp Kjærgaard.

Styrelsen er opmærksom på, at også andre kørselstjenester som Taxify og Avanti overvejer at starte op i Danmark.

'Styrelsen overvåger i øvrigt løbende markedet for personbefordring og vurderer herunder lovligheden af nye services, som lanceres,' udtaler Janni Torp Kjærgaard i pressemeddelelsen.

/ritzau/