Sagen om den 17-årige såkaldte Kundby-pige, der er tiltalt på forsøg på terror mod to skoler, trækker uventet ud, da anklagern højst usædvanligt har bedt om lov til at fremlægge helt nye beviser i sagen.

Det var ellers planen, at det fredag skulle afgøres, hvorvidt den 17-årige pige findes skyldig eller ikke skyldig i forsøg på terror, men den dom er nu udskudt. I stedet fremlagde statsanklager Kristian Kirk fredag formiddag i retten sin begrundelse for, hvorfor det ifølge ham er nødvendigt at inddrage nye beviser i sagen.

Den 2. maj er politiet nemlig kommet i besiddelse af en række sedler, som man har beslaglagt i den tiltalte piges celle.

Under et familiebesøg i Vestre Fængsel, hvor den tiltalte pigen opholder sig under retssagen, fandt man en seddel i den tiltaltes sko med en række navne på terrordømte og en Twitter-konto nedskrevet. Hvad den seddel skulle bruges til, vides ikke, men det gav efterfølgende anledning til en ransagning af den tiltaltes celle, hvor man fandt yderligere tre sedler.

To breve, som den tiltalte tilsyneladende har skrevet - men ikke afsendt - til den tidligere terrordømte mand Enes Ciftci, som også tidligere har sendt den tiltalte et brev. Derudover har man også fundet en seddel, der er skrevet den 30. april, hvor den tiltalte ifølge anklageren har skrevet det, hun betragter som 'sandheden'.

Ifølge anklageren er det relevant at fremlægge sedlerne for nævningene, fordi de ifølge anklagemyndigheden sår tvivl om den forklaring, den tiltalte har givet i retten om, at hun ikke havde tænkt sig at begå terrorhandlinger, men blot manglede spænding og ville have, at andre skulle finde hende interessant.

»Der er tale om det, jeg vil kalde friske refleksioner (fra den tiltalte, red.). Der bliver brugt ordet sandheden, og så skriver man, hvad sandheden er, og det, synes jeg, er ekstremt relevant. Så er der fundet en seddel i skoen, der er skrevet en række navne på den, og det er folk, der er dømt i danske terrorsager,« forklarede anklager Kristian Kirk i retten fredag og tilføjede:

»Set med anklagemyndighedens øjne er det oplysninger, der kan så alvorlig tvivl om tiltaltes forklaring. Det underbygger anklagerens påstand om, at der er handlet med terrorforsæt, og at det ikke bare er et spil for galleriet,« sagde anklageren.

Forsvarer Mette Grith Stage protesterede dog kraftigt mod bevisførelsen, da de nye dokumenter ifølge hende ikke siger noget om, hvad den tiltalte pige tænkte på gerningstidspunktet.

»Realiteten er, at de beviser ikke er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Hvis det først var i dag, vi skulle procedere, var anklageren velkommen til at fremlægge det, for jeg mener ikke, de har nogen betydning i forhold til at beslutte, om den tiltalte ville gå hele vejen,« lød det fra Mette Grith Stage.

Hvad der præcis står i brevene og på sedlen kan først blive fremlagt i retten, hvis dommerne giver tilladelse til, at beviserne kan fremlægges. Dommerne kommer med deres afgørelse klokken 15 onsdag.

Kundby-sagen startede ved Retten i Holbæk onsdag den 19. april, hvor en 17-årig pige er tiltalt for at forsøge at bombe to skoler.

Anklagemyndigheden har tidligere fortalt, at man vil nedlægge påstand om en forvaringsdom, som er en af de hårdeste straffe herhjemme. Den 17-årige pige nægter sig skyldig i forsøg på terrorisme, men erkender sig skyldig i at have stukket en pædagog med et glasskår i maveregionen på institutionen 'Grenen 'i Grenaa.

Der er afsat syv retsdage til sagen, og der forventes dom i maj.

Der har tidligere været nedlagt navneforbud i sagen, men det er senere blevet ophævet. Af hensyn til pigens unge alder har BT valgt ikke at nævne den tiltalte 17-årige pige ved navn.