Over 600 mennesker har meldt sig til at gå med tændte fakler torsdag aften for at sige farvel til den familie på seks, der 9. januar blev fundet døde i deres hus ved Ulstrup tæt ved Randers.

Optoget starter klokken 19.30 og går fra Ulstrup Skole til familiens hus i Amstrup Bakker, skriver arrangørerne på Facebook. Her vil de fremmødte samles for at synge en sang.

Bag arrangementet står en flok lokale unge på 16-17 år. En af dem er Andreas Thomsen, der ikke selv kendte familien. For ham har fakkeloptoget været en måde at støtte sine sørgende venner.

Fakkeloptog i Ulstrup.
Fakkeloptog i Ulstrup. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg så, at mine venner havde det dårligt, og jeg ville være der for dem 100 procent,« siger han.

»Mange af mine venner har i hvert fald kommenteret, at det er en vildt god idé, og at det hjælper dem meget til at få sagt ordentligt farvel.«

Flere hundrede mennesker er mødt op ved Ulstrup Skole, hvor Andreas Thomsen byder velkommen. Det skriver TV2 Østjylland.

Ifølge Østjyllands Politi var det efter alt at dømme den 45-årige familiefar, der i starten af januar slog sin 42-årige kone og deres fire børn ihjel i parcelhuset i Amstrup Bakker. Herefter valgte han at tage sit eget liv.

Blandt børnene var to drenge på 3 og 11 år og to piger på 6 og 16 år.

Fakkeloptog i Ulstrup.
Fakkeloptog i Ulstrup. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

/ritzau/