En mand har natten til søndag mistet livet i en brand i en beboelsesejendom nær Ballerup ved København.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til bt.dk.
»Vi får anmeldelsen 05.42. Branden, der var kraftig, kom der styr på ved 7-tiden. Men vi har fundet en person, formentlig en ældre mand, i lejligheden. Nu skal vores teknikere i gang, ligesom en retsmediciner også vil blive tilkaldt,« siger vagtchef Leif Bonde.
Politiet kender ved 8-tiden søndag morgen ikke årsagen til branden. Og manden, som politiet har fundet i lejligheden, hvor branden har hærget, er ikke identificeret endnu.
Flere naboer blev i de tidlige morgentimer evakueret fra etageejendommen, men de er tilbage i deres lejligheder igen, oplyser Leif Bonde til bt.dk.
BNB