En fem dage gammel SMS er sidste livstegn fra en 67-årige mand, der har en hytte på Saltholm. Hans motorbåd ligger forladt ved øen i Øresund

Københavns Politi frygter, at en 67-årig mand fra Amager er kommet ud for en ulykke på naboøen Saltholm.

Beboere fra Saltholm kontaktede søndag politiet, fordi de var bekymrede for manden, der ofte overnatter i sin hytte på øen. Ingen har imidlertid set har de seneste dage, selv om hans motorbåd ligger forankret ud for øen.

- De sidste livstegn fra ham er en SMS, som blev sendt 18. september. Han plejer at forankre sin motorbåd og sejle ind til Saltholm i en skydepram, men skydeprammen er væk, så vi frygter, at han er kommet ud for en ulykke, siger vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi.

Politiet sejlede søndag hundepatruljer til Saltholm for at lede efter manden, men uden held. En helikopter var heller ikke i stand til at lokalisere ham, og nu overvejer politiet, om man skal lede efter den 67-årige i vandet søndag aften.

Den forsvundne mand er en ivrig amatørornitolog, der færdes blandt de store fuglekolonier på Saltholm.