Det var muligvis et ildebefindende bag rattet, der søndag formiddag kostede en 78-årig mand livet ved en trafikulykke i Fuglebjerg på Sydsjælland.

Den ældre mand kom kørende ad Ane Marievej, da han mistede herredømmet over sin bil, kørte ind gennem en hæk og ramte en parkeret bil i en indkørsel, fortæller vagtchef Jesper Lovmand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Mandens bil blev herefter slynget ud på vejen igen, hvor den ramte en elkasse. Til sidst kørte han ind på et lille grønt område, hvor han ramte et træ og standsede,« forklarer vagtchefen.

Redningspersonalet forsøgte at genoplive den livløse bilist, men uden held. Hans hund, der var med i bilen, overlevede ulykken, og er blevet bragt til et dyrehospital.

»Meget tyder på, at manden har fået et ildebefindende. Mandag vil der blive holdt et ligsyn, hvor man forhåbentlig vil finde ud af det,« siger vagtchef Jesper Lovmand.

Den 78-årige kommer fra Fuglebjerg. Hans familie er blevet orienteret om dødsfaldet.

BNB