DSB stoppede trafikken med S-tog efter en personpåkørsel ved Nordhavn Station. Kvinde er indlagt.

København: En ældre kvinde kom onsdag eftermiddag til skade, da hun på en københavnsk station blev ramt af et S-tog.

Togdriften blev indstillet som konsekvens af ulykken.

S-togene holdt stille i cirka en times tid fra klokken 17, oplyser politiet. Der var ingen S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Svanemøllen Station i den travle myldretid.

De nærmere omstændigheder ved ulykken er dog umiddelbart ikke kendt, lyder det fra Københavns Politi først på aftenen.

- Hun er blevet ramt af toget, men det er sket uden for det område, som er videoovervåget, siger vagtchef Kristian Aaskov.

- Vi skal have afhørt nogle vidner for at få klarlagt, hvad der er sket, fortsætter han.

Kvinden blev kørt på hospitalet. Hendes tilstand er ikke umiddelbart kendt, men hun har været bevidstløs.

/ritzau/