Er 39-årige Hafida Bourouih stadig i live? Og hvis ikke, hvor er hendes lig så?

Det spørgsmål vil Københavns Vestegns Politi meget gerne have svar på. Og gerne snarest muligt. Politiet er nemlig helt på bar bund i sagen om den 39-årige mor til to fra Glostrup, der sidst med sikkerhed er blevet set torsdag eftermiddag, da hun var hos frisøren kl. 14. Siden har ingen set kvinden, der ellers havde pakket sine kufferter og var klar til at rejse på ferie til Marokko med sine børn fredag.

Men hun dukkede aldrig op til afgang.

Lørdag blev Hafida Bourouihs 40-årige mand fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have slået sin kone ihjel. Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og politiet vil ikke oplyse, hvorfor man mistænker manden for at have slået den 39-årige ihjel. Dommeren varetægtsfængslede i forbindelse med grundlovsforhøret manden i tre dage. 


Og det giver et pres på politiet, der gerne vil nå at finde Hafida, inden de tre dage er gået.

- Resultatet af grundlovsforhøret blev egentlig, som vi havde forventet. Det er jo en svær sag, når man hverken har noget lig eller noget gerningssted, så det er jo retspraksis i sådan nogle sager. Men vi arbejder fortrøstningsfuldt videre. Og enten så finder vi noget, eller også så finder vi ikke noget, siger Charlotte Skovby, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.

Føler I, at der er et pres?

- Ja, selvfølgelig gør vi det, men det gør vi altid, når man hverken har gerningssted eller den person, man har eftersøgt. Så det har egentlig ikke den store betydning, om den sigtede sidder i tre døgn eller fire uger. Det giver os jo et pres, for vi vil jo gerne finde hende enten levende eller død, forklarer Charlotte Skovby.

Ifølge vicepolitiinspektøren ved politiet ikke, hvor man skal lede efter Hafida Bourouih.

- Vi har selvfølgelig været ude at lede flere steder i dag, men vi har jo ikke fundet hende. Men det kan være, at der er nogen, der kender hende eller ham, eller bare har set nogen stå og grave et mistænkeligt sted, så vil vi selvfølgelig gerne høre om det.

Har I undersøgt, om hun eller manden har nogle yndlingssteder?

- Det har vi selvfølgelig spurgt om, og de steder, som vi kender til, der har vi søgt, fortæller Charlotte Skovby og tilføjer:

- Men hun kan lige så godt være i Skagen som på Lolland.

Ifølge Charlotte Skovby er håbet for at finde Hafida Bourouih i live spinkelt.

- Jeg synes, det er mærkeligt, hvis hun er i live, at hun ikke er dukket op. Hun har jo været massivt omtalt i medierne hele dagen, og hun har børn og familie, så det virker mærkeligt, at hun ikke har givet lyd fra sig, hvis hun er i live. Men vi håber stadig, at vi finder hende i live.