Fodfejl, ekspeditionsfejl og unøjagtige dokumenter skal få tre læger frifundet for forsøg på bedrageri, efter to af lægerne hjalp den 38-årige plastikkirurg Filipe Carlos Warberg De Medeiros fri af faderskabet til en lille pige ved hjælp af lægeerklæring og falske dna-test.
Den 38-årige plastikkirurg Filipe Carlos Warberg De Medeiros sidder mandag atter på anklagebænken i Retten i Lyngby sammen med sine to lægevenner, Jakob Gudmundsson Astrup og Mozammil Iqbal.
De er alle tiltalt for forsøg på bedrageri, fordi de ifølge tiltalen hjalp med Filipe Carlos Warberg De Medeiros i den faderskabssag, han var havnet i 2011. Året forinden var han blevet far til en lille pige med en kvinde, som han så bag sin kærestes ryg, og derfor ville han for alt i verden skjule sin ugerning. Ikke mindst fordi han stod til at skulle betale børnebidrag de næste 18 år frem. Påstande og anklager, som alle tre anklager afviser.
Ifølge anklageskriftet skaffet Medeiros sig i 2011 en lægeerklæring med læge-vennens Jakob Astrups underskrift, som sagde, at den 38-årige plastikkirurg var for syg til at lade sig dna-teste til brug i faderskabssagen. Og da der alligevel skulle dna-testes, sørgede den anden lægeven, Mozammil Iqbal, ifølge tiltalen for, at det var prøver fra en anden end Filipe Medeiros, som blev indsendt.
Men Filipe De Medeiros’ forsvarer Peter Trudsø afviste, at der var tale om den store ‘konspiration’, hvor de tre læger dækkede over hinanden.
- Hvad er egentlig sandsynligheden for, at tre yngre, dygtige mænd vil kaste sig ud i noget så alvorligt som det her? Her har vi at gøre med tre personer, som intet har at vinde, men alt at tabe, sagde Peter Trudsø.
Advokat Peter Trudsø afviste også pure, at hans klient havde fiflet med dna-prøverne, da Filipe De Medeiros ikke selv havde sendt prøverne ind. Derimod var der stor sandsynlig for, at der kunne være sket en ‘ekspeditionsfejl blandt de titusindvis af prøver’, som årligt bliver foretaget.
Mandag krævede også forsvareren for den 40-årige læge Jakob Gudmundsson Astrup sin klient frifundet, fordi han ikke var tiltalt korrekt i anklageskriftet.
Astrup underskrev ifølge anklageskriftet lægeerklæringen med en ordlyd om, at læge-vennen Filipe Carlos Warberg de Medeiros ‘ikke kunne møde op og få taget en dna-prøve til brug for en faderskabssag...’ Men forsvarer Peter Martin Blinkenberg angreb den 'detalje', at Astrup faktisk kun underskrev en lægeerklæring med 14 dages udsættelse.
- Anklageskriftet er ikke dækkende for den erklæring, som Jakob Astrup har udstedt. Vi har et ældgammelt princip i Danmark, der hedder ingen tiltale, ingen dom, sagde Peter Martin Blinkenberg, med henvisning til at der reelt ikke var rejst tiltale for det, anklagemyndigheden nu ønskede at dømme efter.
Til slut fik forsvarer for Mozammil Iqbal ordet, og hun brugte bl.a. sin taletid til at undre sig over anklagerens retorik. Forinden havde anklager Jakob Buch-Jepsen brugt ord som ‘hamrende utroværdig’, ‘kammerateri af værste skuffe’ og ‘skandaløs spil for galleriet’
- Det er ikke en moralsk domstol, det er en juridisk domstol. Det er tegn på, den måde man er begyndt at bruge retorikere i anklagemyndigheden, sagde forsvarer Hanne Rahbæk.
Anklagerens procedure trak i hendes optik henvisninger til de syv dødssynder, hvor bl.a. hovmod, det hvide broderskab blandt læger, var et af punkterne.
Det er rene moralske holdninger til noget, man ikke bryder sig om, uden at man forholder sig til noget af det faktiske i sagen, sagde Hanne Rahbæk i retten mandag.
Står det til anklagemyndigheden skal hendes klient og også Jakob Astrup frakendes retten til at virke som læger. Det skal Filipe De Medeiros ikke, fordi han handlede som privatperson.
Mens Jakob Astrup havde sin gang på Herlev Hospital, da han underskrev lægeerklæringen, var Mozammil Iqbal tilknyttet Glostrup Hospital.
Filipe Carlos Warberg De Medeiros selv er medejer af Amalieklinikken, der blandt andet kendes fra TV3-programmet ‘Mit plastikmareridt’, men hans ‘lægehandlinger’ er i dag sat i bero, til sagen er afsluttet.
Der ventes dom i sagen fredag.