Københavns Politi spiller med "falske kort", siger advokat om teleaflytning af hollandsk aktivist fra Greenpeace.

Politiet beskyldes for at have sat sig ud over loven ved at aflytte aktivister fra Greenpeace i forbindelse med en happening på Christiansborg Slot torsdag aften.

Påstanden kom frem i forbindelse med et grundlovsforhør lørdag i Københavns Byret, hvor en dommer fængslede en fjerde aktivist for deltagelse i nummeret, hvor det lykkedes at snyde det enorme sikkerhedsopbud.

- Jeg er af den opfattelse, at politiet har spillet med falske kort, siger advokat Jakob Arrevad.

Ifølge retsplejeloven må politiet kun aflytte telefoner, når det drejer sig om efterforskning af en lovovertrædelse, der kan give fængsel i seks år.

Men det krav er ikke opfyldt i forhold til de sigtelser, som politiet har rejst mod den 30-årige hollandske aktivist. Hverken dokumentfalsk, ulovlig indtrængen eller at udgive sig for at være politiet kan give seks år.

Spørgsmålet om indgrebets lovlighed blev behandlet bag lukkede døre. Dommer Jens Stausbøll afviste ønsket om åbenhed. Derfor er pressen forhindret i at referere diskussionen om aflytningens lovlighed. Heller ikke dommerens afgørelse kom frem i lyset.



/ritzau/