Flere års millionsvindel med dødsboer blev fredag for meget for en fynsk advokat, der gik til bekendelse over for politiet.

Den 56-årige advokat forklarede både til politiet og under et grundlovsforhør i Odense, at han havde begået svindel for mellem fire og seks millioner kroner med såkaldte klientkontomidler. Hovedparten af pengene er taget fra konti for dødsboer.

Når man er advokat, der styrer dødsboer, får man typisk alle boerne ind på en særskilt konto, forklarer anklager ved Fyns Politi Doris Jensen.

»Der kan være store pengebeholdninger, som typisk er hos advokaten, inden de deles blandt arvingerne. I dette tilfælde har han haft pengene på en særskilt konto, og så har han overført dem til en anden konto, og efterfølgende hævet dem i kontanter,« siger hun og fortæller, at manden, der nu er sigtet, har henvendt sig til politiet, fordi han ikke længere »kunne klare presset«.

Pengene fra dødsboerne skulle gå til at dække et underskud i en skrantende advokatforretning. Derudover er de blevet brugt på kasino, forklarer Doris Jensen.

»Han har håbet, at han kunne vinde pengene ind igen og dække det, han havde taget,« siger anklageren.

Advokaten blev fremstillet i et grundlovsforhør fredag, hvor anklagemyndigheden krævede ham fængslet, men det afviste retten med henvisning til, at manden havde meldt sig selv. Derfor mente retten ikke, at det nødvendigt at fængsle ham inden en retssag.

Anklageren oplyser, at der kan gives længerevarende fængselsstraffe i sådanne sager.