En mand fra det sydlige Sjælland har slået mindst syv kæledyr ihjel efter en konflikt med sin ekskæreste.

Manden lagde selv billeder op af de aflivede dyr med teksten »Dagen kunne ha været bedere måtte aflive 6katte og en uskyldig hund«.

Billederne viser de døde dyr ligge på jorden med blod på pelsen og enkelte i større blodpøle.

Se et af billederne i bunden af artiklen

Offentliggørelsen affødte flere kritiske kommentarer fra hans forærdede venner, som ikke kunne forså, hvad der var sket. Selv skrev han nogle mere eller mindre forvirrende beskeder som:

»Snot forvirret indetkøn.«

»Sådan ser det ud (ekskærestens navn skjult, red.). Din hund ligger i skraldespanden hvis du også vil se den henter jeg den gerne.«

»Der bliver tomt i morgen.«

»Skyd kærligheden.«

Politiet bekræfter

Leder af lokalpolitiet i Næstved, Niels Denny Sørensen, bekræfter over for BT den ulykkelige episode og fortæller, at man har haft kontakt med de involverede parter.

»Det er nogle kærestesorger, der ligger bag. Vi har sigtet ham for overtrædelse af dyreværnsloven for den måde, han har slået dem ihjel på,« siger han. Manden skulle ifølge Niels Denny Sørensen have brugt et haglgevær beregnet til jagt til aflivningerne.

Efter billederne kom på Facebook, har en del skrevet kommentarer til manden bag aflivningerne. Nogle af dem undersøges nu for, om de kan regnes som deciderede trusler.

»Vi er opmærksomme på det. Man skal lige tænke sig om en ekstra gang. Det er selvfølgelig ikke i orden, det der er sket, men man må altså heller ikke true nogen. Hverken på livet eller på andre måder og hverken på Facebook eller andre steder,« siger Niels Denny Sørensen.

Lokalpolitilederen fortæller videre, at sagen sandsynligvis vil munde ud i en bødestraf til manden. Han vil dog ikke gætte på størrelsen af den bøde, da han ikke tidligere har set lignende tilfælde.