Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Hundene fra Solrød Strand har angiveligt slået til mod flere hunde, og nu fortæller endnu en beboer fra området om en hæslig oplevelse, hvor hendes hund blev skambidt.

BT kunne tirsdag bringe historien om en kvinde og hendes hund, der torsdag sidste uge blev angrebet af to bidske hunde ved Solrød Strandvej. Nu fortæller endnu en kvinde fra området om sin voldsomme oplevelse af, at hendes hund blev angrebet af skrækindjagende hunde fra området.

»Jeg slap snoren til min egen hund, fordi den blev voldsomt skambidt af de her to ungarske wisla-hunde. Jeg skreg og råbte, og så kom der en kvinde, som ejede hundene, men hun vendte bare ryggen til og gik sin vej. Derefter kontaktede jeg politiet,« siger en kvinde fra området omkring Solrød Strand til BT.

Hun ønsker at være anonym.

Tidligere har en beboer fra området omkring Solrød Strand luftet sin frustration over, at der ikke bliver gjort nok ved problemet.

»Det er frygteligt, at politiet ikke gør andet, end at skrive rapport. Næste gang kan det jo være et barn, der bliver angrebet og flået ud af armene på nogen. Jeg får helt gåsehud af det her,« siger Erling Heidemann, som bor omkring Solrød Strand.

Om det er de samme hunde, der begår angrebene, er stadig uvist. Carsten Andersen, som er kommunikationsansvarlig hos Midt – og Vestsjællands Politi, bekræfter dog, at der har været flere episoder med aggressive hunde, der bider andre hunde.

»Jeg kan ikke bekræfte, at det er de samme hunde, der har bidt flere gange. Det vil kræve en gennemgang af hundesagerne, og det har vi ikke lige mulighed for. Men jeg kan bekræfte, at der har været flere af denne type sager,« siger Carsten Andersen til BT.

Kvinden, som BT har snakket med, ved udmærket godt, hvem der ejer de voldelige hunde, der overfaldt hendes hund. Hun har både navn og adresse, men hun har ikke lyst til at oplyse det.

Hundene er ifølge hende meget berygtede omkring Solrød Strand. Selv om kvinden har haft en utrolig grim oplevelse, så ønsker hun ikke, at hundene skal aflives.

»Jeg ønsker ikke, at hundene skal dræbes, men at folk er ansvarlige for deres hunde. Og i øvrigt har dem i snor. Det er det, jeg er ude efter. Jeg tror heller ikke, at jeg havde anmeldt vedkommende, hvis hun ikke bare havde vendt ryggen til og gå, og lade mig ligge der med den blødende hund. Det blev jeg så rasende over. Det er så uansvarligt,« siger kvinden og tilføjer:

»I de 37 år jeg har boet her, har jeg aldrig været så opmærksom, når jeg lufter min hund. Jeg er meget mere på vagt nu. Når jeg går ture ved vandet og klitterne, så kigger jeg til højre og venstre,« siger kvinden.

De angribende hunde bed igennem kvindens hunds venstre øre, bed igennem nakken og under halsen, hvorefter den blev opereret. Dyrlægeregningen lød efterfølgende på 6.500 kr.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.