Jeg ryster stadig. Jeg er meget bange og kan ikke forstå, at det her skulle overgå mig, siger Arne Harry Larsen med dirrende stemme.

Den gamle mand virker ellers forbavsende frisk, og kun det store plaster på hans rynkede hånd vidner om det mareridt, han for få dage siden gennemlevede.

Han sidder i sit snævre køkken i ældreboligen på Amager, med bøger på bordet og med persiennerne rullet helt for, så kun striber af sollys lyser rummet op.

I søndags kiggede Arne Harry Nielsen ud gennem kikhullet ad sin hoveddør på en mand i en hvid Tshirt, som udgav sig for at være hans hjemmehjælper.

Lukkede op uden tøven

Ikke noget underligt i det, for sådan plejer de at se ud, når de kommer på besøg to gange om dagen for at hjælpe ham med at smøre madpakke eller for at give ham sin medicin. Det kan han ikke selv styre mere. Sådan er det, når man netop er fyldt 93 år.

Uden at tøve lukkede Arne Harry Larsen med sindsro personen ind i sin bolig på Peder Lykkes Vej.

Men da hjemmehjælperen i stedet for at gå mod køkkenet satte sig ved det tunge træbord i stuen med en flaske vodka, gik det op for Arne Harry Larsen, at ikke alt var som normalt, når hjemmehjælpen er på besøg.

Da manden beder ham tage to glas og drikke en vodka med ham, beder Arne Harry Larsen ham om at gå. Og så bryder helvede løs.

Virkede meget nervøs

Den falske hjemmehjælper var i virkeligheden en 23-årig somalisk mand. Han virkede beruset, husker Arne Harry Larsen, der i første omgang ikke vidste, hvad han skulle stille op med den uønskede gæst.

- På et tidspunkt kommer der en lyd fra min hoveddør. Manden virkede meget nervøs, så han skynder sig ud på min terrasse, fortæller Arne Harry Larsen, der faktisk fik låst hjemmerøveren ude, så han kunne tilkalde vagten via sin alarmknap, som han altid bærer i en snor om halsen.

- Han så, at jeg aktiverede min alarm, mens han stod på terrassen.Det gjorde ham gal. Han truede med at smadre ruden, hvis ikke jeg lukkede ham ind. Jeg blev bange og åbnede døren, hvorefter han væltede mig omkuld. Dér ligger vi så og tumler.Jeg troede, jeg kunne ordne ham, men han var for stærk, siger Arne Harry Larsen.

De to lå og kæmpede et par minutter på det store persisk-lignende gulvtæppe i stuen. Indtil nu var ingen kommet til skade, og selv den tætpakkede reol langs væggen lige ved siden af med porcelænsfigurer, billeder af familien og en antik radio forblev uberørt tumulten igennem.

Kniv for struben Stærkt ophidset gik den somaliske mand nu ud i køkkenet og fandt en 22 centimeter lang steakkniv i bestikskuffen.

Da hjemmerøveren kort tid efter holdt kniven for struben af Arne Harry Larsen, var denne færdig med at yde modstand.

- Han hev fat i mit øre og placerede kniven på min hals. Jeg sagde, at han bare kunne tage det, han ville have. Han stjal mit ur og min pung med nogle kort og penge i . Han skreg, at jeg skulle give ham koden til mit MasterCard, men jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne huske, hvor jeg gemte den. Men den havde jeg jo selvfølgelig i hovedet, siger Arne Harry Larsen og kigger en sjælden gang op fra sin tilplastrede hånd.

- Skide værre med de ting. De kan erstattes.Værst er det, at jeg mistede alle mine personlige notater og nogle billeder, siger Arne Harry Larsen, der er glad for, at han trods alt slap billigt.

Hvordan han undervejs i tumulten fik sit dybe snitsår i overfladen på hans hånd, kan han dog ikke huske.Da den somaliske mand havde stjålet Arne Harry Larsens penge og personlige ejendele, flygtede han igen ud ad terrassedøren.

Denne gang kom han ikke tilbage.

'Troede jeg skulle dø'

Ifølge Arne Harry Larsen selv er forklaringen på, hvorfor han reagerede, som de færreste 93-årige ville have gjort, at han lever et aktivt liv med gå-ture og mandolin-spil og med planer for stort set hver eneste ugedag på et center kaldet daghøjskolen et stenkast fra hans bolig.

Indkøb om tirsdagen, litteraturdag om onsdagen, operadag torsdag, musikhjørnet fredag. Dét, og så angsten for at dø.

- Jeg bad om hjælp, da jeg lå der på gulvet. Jeg troede, jeg skulle dø.Heldigvis vidste jeg, at hjælpen var på vej, og det gjorde han jo også, så han stak gudskelov af, siger Arne Harry Larsen, der åndede lettet op, da politiet kort tid efter kunne fortælle ham, at den somaliske mand var blevet anholdt.

Nu sidder Arne Harry Larsen alene tilbage i sin ældrebolig.

Hans kone døde for otte år siden, så det er datteren og hendes familie, der har hjulpet ham gennem den svære tid. Egentlig vil de gerne have, at han flytter på plejehjem, men det vil han ikke høre tale om.

- Folk sidder bare og glor på hinanden på plejehjem. Det gider jeg ikke. Jeg vil leve.Der skal ske noget hele tiden, understreger han.