Rettelse den 27. juli 2016 klokken 06:00: Tidligere fremgik det af artiklen, at manden ikke blev indlagt på sygehuset med det samme. Ambulancen kørte dog manden direkte på Kolding Sygehus, oplyser Falck ifølge JydskeVestkysten.

Der var umiddelbart ingen skader at se på en ældre mand efter en trafikulykke mandag aften. Men senere fik han det dårligt og afgik ved døden. Sandsynligvis på grund af indre blødninger.

Det skriver JydskeVestkysten.

Den 90-årige mand var kommet kørende ad Dons Tværvej nord for Kolding sammen med sin 74-årige hustru, da han påkørte et skilt og derefter kørte i grøften, hvor bilens airbags blev udløst.

Da ambulancen ankom til stedet, var ingen af de to umiddelbart kommet til skade. Manden blev dog kørt til Kolding Sygehus, hvor han senere fik det dårligere og dårligere. Midt om natten til tirsdag døde han.

»Man har mistanke til, han har haft indre blødninger, og at han langsomt er forblødt,« siger politikommissær ved Sydøstjyllands Politi Carsten Andersen til JydskeVestkysten.