Søndag udviklede en tur på løbehjul sig til en traumatisk oplevelse for en blot ni-årig pige. Hun blev mod sin vilje kysset og befamlet af en dreng ved Jernløsehallen i Nørre Jernløse ved Holbæk.

Det oplyser fortæller vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.

»Noget tyder på, at det er en meget ung dreng, der har gjort det. Pigen kommer løbende på løbehjul, og drengen kommer cyklende. Så kontakter han hende og kysser hende og begynder at gramse på hende,« siger han.

Heldigvis fik pigen vristet sig fri, hvorefter hun flygtede fra stedet. Drengen stak af på sin cykel og efterlyses nu af politiet.

Pigen blev forskrækket og tog hjem til sin mor, hvor hun fortalte om episoden. Moderen kontaktede straks politiet, som understreger, at drengen ikke kan straffes, da han sandsynligvis er under den kriminelle lavalder. Ifølge pigen er han mellem 12 og 14 år.

»Vi er interesserede i at få fat i ham, også hvis det er en mindreårig dreng for at få en snak med ham og give ham en løftet pegefinger. Det kan også være drengens forældre ved, hvem det er, når de ser signalementet,« siger Carsten Andersen.

Han beskrives som:

- 12-14 år gammel
- Dansk af udseende
- Omkring 160 cm høj
- Spinkel af bygning med brunligt mellemlangt hår
- Med mange bumser og fregner

Drengen kørte fra gerningsstedet på en tofarvet cykel, hvor den ene farve var blå. Cyklen havde brede dæk og drengen havde en cykelhjelm på, der matchede cyklens farvet og havde en trekant formet i nakken.

Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet på telefon 114.