89-årig kvinde alvorligt kvæstet i trafikulykke

En ældre kvinde kæmper lige nu for sit liv efter, at hun onsdag aften blev kørt ned af en bil.

Den 89-årig kvinde blev livsfarligt kvæstet, da hun af ukendte årsager gik ud foran en bil på Stillingevej i Slagelse kort efter klokken 18.

- Hun var muligvis på vej over til et forsamlingshus på den anden side af vejen, da hun bliver ramt af bilen, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til bt.dk.

I første omgang blev kvinden kørt til Slagelse Sygehus, men i løbet af natten blev hendes tilstand forværret, og hun blev overført til Odense Universitetshospital med livstruende kvæstelser.

Den mandlige fører af bilen - en lokal mand på 53 år - kunne ifølge politiet ikke undgå at ramme kvinden.

Bilinspektører har undersøgt ulykkesstedet, og politiet afventer deres rapport.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.