838 dage. Så længe sad den dansk-chilenske kaptajn Eddy Lopez og hans besætning fanget hos en flok somaliske pirater, inden de 30. april 2013 blev løsladt. Eddy Lopez blev genforenet med sin familie, men da den umiddelbare glædesrus havde lagt sig, ramte en række alvorlige problemer. I dag har han indset, at hans liv er forandret for altid.

Da Eddy Lopez 12. januar 2011 blev vækket af sin danske styrmand Søren Lyngbjørn trak han en tilfældig t-shirt over hovedet og gik roligt op på dækket. Han havde ingen anelse om, at han det næste lange stykke tid skulle leve i den t-shirt.

Men da han kom op fra kahytten, fornemmede han hurtigt, at der var noget helt galt. Søren Lyngbjørn var oprørt, og da Eddy Lopez kastede et blik på radaren og så de to hvide prikker, der hastigt bevægede sig imod dem, var han ikke i tvivl. Pirater.

»Mayday, mayday,« kaldte Eddy Lopez over radioen.

Han aktiverede alle alarmer, mens Søren Lyngbjørn forsøgte at ændre kurs. De havde hele tiden vidst, at faren for pirater var stor, og de skulle nok klare dette angreb, sagde Eddy Lopez til sig selv.

Men da kuglerne pludselig fløj om ørene på ham, og glasskår skar hans ansigt til blods, ramte frygten ham.

»Alting gik så stærkt, og jeg nåede ikke at tænke ret meget. Men jeg var bange. Rigtig bange,« siger han.

Sådan beskriver Eddy Lopez starten på sin tid som gidsel i den nyudgivne bog ’838 dage i helvede’. Han og hans besætning blev taget til fange af somaliske pirater den 12. januar 2011 og blev først løsladt den 30. april 2013. Derved var de hovedpersoner i danmarkshistoriens længste gidseltagning.

Helvede begynder
De fleste kender den dansk-chilenske kaptajn fra billeder. En mørkglødet, udsultet vildmand med langt skæg, fedtet hår og med et opgivende udtryk i øjnene.

Men fotografierne er mere end tre år gamle. Nu sidder Eddy Lopez i København. Glatbarberet, kortklippet og iført en rød jakke og en turkis polo.

Han smiler og ler, og hans øjne stråler lige så meget som hans farverige tøj. Han virker både rolig og glad. Men da han bliver spurgt, hvordan han egentlig har det, forsvinder smilet, og en bekymringsrynke springer frem i hans pande. Han mørke øjne bliver mørkere.

»Jeg er så vred,« siger han.

»Jeg er så vred på verden. På alt og på alle.«

I to år, tre måneder og 19 dage var Eddy Lopez gidsel i Somalia. En del af hans vrede er rettet mod de pirater, der holdt ham fanget og lod tæsk og trusler regne ned over ham, indtil han nåede så langt ud, at han overvejede at tage sit eget liv.

En anden del af vreden er rettet mod Ekstra Bladet, som Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn har lagt sag an mod, fordi mediedækningen efter deres mening var medvirkende til, at deres tid som gidsler trak ud.

Men den største del af vreden er uden etikette. Den er ikke rettet mod en bestemt række personer og er ikke rettet mod et bestemt medie. Den er der bare. Ligesom søvnbesværet, de depressive tanker, de tilbagevendende mareridt og de andre psykiske problemer, som Eddy Lopez døjer med efter tiden i Somalia.

En tid som startede med spark i hovedet, slag med et gevær og en pistol i nakken, da piraterne i januar 2011 kom om bord på skibet MV Leopard.

»Jeg kunne intet gøre. De pinte mig og truede mig flere gange med at slå mig ihjel. Det eneste, jeg tænkte på, var min kone og mine tre sønner,« fortæller Eddy Lopez.

Skibet befandt sig midt i Det Indiske Ocean, og på trods af alarmeringen kom hjælpen ikke. Eddy Lopez, Søren Lyngbjørn og skibets fire filippinske sømænd måtte overgive sig til de cirka tyve pirater.

Evig tortur
Piraterne transporterede kort efter deres nyvundne fanger til et af deres andre skibe, som fungerede som fængsel. Her sad Eddy Lopez og resten af besætningen indespærret i flere dage.

Pladsen var knap. Det samme var maden. Stanken fra toiletspanden var uudholdelig, og truslerne og volden fortsatte i det uendelige. Men Eddy Lopez forsøgte at holde humøret oppe, for piraterne fortalte, at gidselstagningen kun handlede om en ting; penge.

»Så snart løsepengene blev betalt, ville vi komme hjem. Jeg regnede ikke med, at det ville tage mere end en måneds tid eller to,« siger Eddy Lopez.

Men han tog fejl. Da han første gang fik lov at ringe hjem til direktøren for rederiet Shipcraft, som ejede MV Leopard, fik han besked på at væbne sig med tålmodighed. Forhandlingen kunne tage tid, fik Eddy Lopez at vide. Op til et helt år måske.

Artiklen fortsætter under billedet

Eddy Lopez, var kaptajn på skibet MV Leopard som onsdag den 12. januar 2011 blev kapret af somaliske pirater på det Arabiske Hav, tæt på Omans kyst. Seks besætningsmedlemmer på det danskejede skib, heraf to danskere, blev bortført og holdt som gidsler de følgende 838 dage. Eddy Lopez har netop udgivet en bog om sine oplevelser i helvede.
Eddy Lopez, var kaptajn på skibet MV Leopard som onsdag den 12. januar 2011 blev kapret af somaliske pirater på det Arabiske Hav, tæt på Omans kyst. Seks besætningsmedlemmer på det danskejede skib, heraf to danskere, blev bortført og holdt som gidsler de følgende 838 dage. Eddy Lopez har netop udgivet en bog om sine oplevelser i helvede. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg blev så sur. Det kunne ikke være rigtigt! Jeg ville bare hjem,« siger Eddy Lopez, der, i takt med at tiden gik, langsomt begyndte at miste håbet.

Dage blev til uger, og uger blev til måneder. Fra skibets fangekælder blev Eddy Lopez og besætningen fragtet til et nyt skib. Senere blev de videreflyttet til land, hvor de boede i forskellige lejre. Hvert sted var det de samme vilkår. Dårlig mad, umenneskelige toiletforhold, sovepladser på jorden og en næsten daglig omgang tæsk.

Eddy Lopez kan berette om den ene grufulde oplevelse efter den anden. En dag satte en af piraterne sig for at hive hans negle af med en tang og tændte ild til hans skæg. En anden dag overfaldt en af piraterne ham og slog løs på ham, indtil de andre pirater brød ind.

Eddy Lopez fortæller om slag i ansigtet, spark i maven og pistoler for panden, som var det det mest naturlige i verden. Ord som ’tæsk’ og ’trusler’ siger han uden at fortrække en mine. Som om ordene ingen betydning har, og som om historierne ikke handler om ham.

Men det gør de, og uanset hvor stor afstand Eddy Lopez forsøger at lægge til oplevelserne, slipper han ikke af med minderne. Selv de mindste detaljer husker han, og i dag dukker piraterne stadig op i hans drømme, hvor de banker ham til blods.

Familiens sorg
Selvom volden var modbydelig, var det ikke det værste, Eddy Lopez oplevede i sin tid som gidsel. En ting gjorde mere ondt end alle slagene til sammen.

»Det værste var at ringe til min kone. Jeg blev tvunget til at græde og til at fortælle løgne om, at jeg ville blive slået ihjel. Det var forfærdeligt. Min kone græd og græd, og jeg kunne ikke trøste hende,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Eddy Lopez og hans kone Marjorie Oñate. Fotoet er taget, efter Eddy Lopez blev løsladt 30. april 2013 og derefter vendte hjem til sin familie i Chile.
Eddy Lopez og hans kone Marjorie Oñate. Fotoet er taget, efter Eddy Lopez blev løsladt 30. april 2013 og derefter vendte hjem til sin familie i Chile.
Vis mere

Piraterne tvang med jævne mellemrum både Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn til at ringe hjem og pine deres familier. På samme måde tvang de dem til at overdrive situationen, når de talte med Ekstra Bladet og TV2, som gik ind i sagen.

Derved håbede piraterne, at der kunne blive sat gang i forhandlingerne, som endnu ikke havde båret frugt. Piraterne krævede 15 millioner dollars for at udlevere deres gidsler, men rederiet nægtede at betale.

Torturen tog hårdt på Eddy Lopez, og flere gange overvejede han at begå selvmord for at give sig selv og sin familie fred. Hver gang talte Søren Lyngbjørn ham dog fra det.

»Søren mindede mig om, at jeg måtte holde ud for min families skyld, og tanken om min kone og mine tre unger var det eneste, der holdt mig oppe. Jeg tænkte på dem hele tiden. På en cigaretpakke havde jeg tegnet en kalender, så jeg kunne holde øje med deres fødselsdage, og jeg fortalte mig selv, at jeg skulle være stærk, så jeg kunne vende hjem til dem igen,« siger Eddy Lopez.

På det tidspunkt havde han ingen idé om, at alting ikke bare ville blive godt og nemt, når han en dag fik lov at vende hjem. Han vidste ikke, at hans sønner ville få problemer, og han vidste ikke, at han selv ville blive så deprimeret og hidsig, at hans kone til sidst ville forlade ham. Eddy Lopez troede på en lykkelig slutning, og derfor kæmpede han videre.

Og en dag i april 2013 skete der endelig noget. Eddy Lopez blev hevet til side, og piraternes forhandler rakte ham en kontrakt. De skulle hjem.

Eddy Lopez sammen med sine to sønner Gerzon og Alvaro efter løsladelsen i 2013. Alvaro var knap to år, da hans far blev taget som gidsel, og da han Eddy Lopez vendte hjem, kunne den yngste søn ikke genkende ham.
Eddy Lopez sammen med sine to sønner Gerzon og Alvaro efter løsladelsen i 2013. Alvaro var knap to år, da hans far blev taget som gidsel, og da han Eddy Lopez vendte hjem, kunne den yngste søn ikke genkende ham. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Da jeg så kontrakten, fik jeg håbet tilbage. Jeg vidste, at nu var det nu, og jeg blev pisseglad indeni,« siger Eddy Lopez, der straks ringede til sin kone.

»Forhandleren gav mig lov til at ringe til min kone, og det var så dejlig endelig at kunne give hende den gode nyhed. Hun græd og var virkelig lykkelig,« siger Eddy Lopez og lyser op i stort smil, mens han mindes den skelsættende dag.

Gensynsglæde
Rederiet Shipcraft endte med at betale en løsesum på 6,9 millioner dollars. Pengene blev kastet ned fra et fly og den 30. april 2013 - efter 2 år og tre måneder som gidsler – blev Eddy Lopez og hans besætning frie.

Piraterne kørte dem til en strand, og her blev de samlet op af en helikopter, der fløj dem ud til et dansk skib.

»Jeg ruskede i Søren og i filippinerne. ’Vi skal hjem nu, vi skal hjem!’ råbte jeg. Vi var så glade, og jeg kunne ikke lade være med at græde,« siger Eddy Lopez.

På skibet blev de alle undersøgt af en læge. De fik et varmt bad, blev barberet og fik rent tøj. Og så fik de frikadeller. Eddy Lopez havde tabt 25 kilo i løbet af sin tid i Somalia, hvor han primært havde levet af ris og spaghetti, og smagen af frikadellerne husker han stadig.

Lige så tydeligt husker han duften af sin kones hår. Den 6. maj 2013 satte han fødderne på dansk grund og omfavnede sin kone, som var rejst fra deres fælles hjem i Chile for at blive genforenet med sin mand. Eddy Lopez omfavnede hende, mærkede hende og duftede hende. Nu skulle de være en lykkelig familie igen.

Da han et par uger senere stod foran sit hus i Chile og trykkede på ringeklokken, blev konsekvenserne af hans tid væk fra familien dog tydelige.

Artiklen fortsætter under billedet

Eddy Lopez og hans tre sønner Gerzon, Sergio og Alvaro.
Eddy Lopez og hans tre sønner Gerzon, Sergio og Alvaro.
Vis mere

Mens hans to ældste sønner grædende omfavnede deres far, løb den yngste dreng direkte hen til sin mor uden at ænse Eddy Lopez. Han havde kun været knap to år, da Eddy Lopez blev taget som gidsel. Nu var han fire, og han huskede ikke sin far.

»Det var hårdt, og jeg blev ked af det. Men jeg trøstede mig ved tanken om, at nu ville vi få en masse tid sammen,« siger Eddy Lopez.

De første måneder var fantastiske. Familien snakkede og snakkede og snakkede. Hver morgen listede drengene ind til deres forældre, og der lå de så fem mennesker i en dobbeltseng og var lykkelige.

Men efter et halvt år smuldrede den umiddelbare lykke, og problemerne begyndte at hobe sig op.

Familiens kollaps
Eddy Lopez to ældste sønner var mærkede af deres fars fravær. Den ene kom ofte op at slås i skolegården, og den anden var ved at dumpe sine eksamener.

Samtidig begyndte det at gå ned ad bakke for Eddy Lopez. Han havde svært ved at sove om natten, og når det endelig lykkedes ham at falde i søvn, havde han mareridt. Når han var vågen, var han vred og hidsede sig op over ingenting.

Artiklen fortsætter under billedet

Eddy Lopez er vred på piraterne, vred på medierne og vred på verden. »Jeg har mistet mere end to år af mit liv. Den tid får jeg aldrig tilbage,« siger han.
Eddy Lopez er vred på piraterne, vred på medierne og vred på verden. »Jeg har mistet mere end to år af mit liv. Den tid får jeg aldrig tilbage,« siger han. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg havde det dårligt og fik problemer med alt og alle. Når jeg kørte i bil, rullede jeg vinduerne ned og svinede folk til, og en enkelt gang var jeg også ved at komme op at slås. Jeg var jaloux og beskyldte min kone for at have været mig utro, og jeg var helt umulig at være sammen med. Til sidst fik hun nok,« siger Eddy Lopez og fortæller, at hans kone gik fra ham.

På det tidspunkt havde Eddy Lopez været fri i knap et år, og det gik op for ham, at han havde brug for hjælp. Han startede til psykolog og psykiater og fik sovepiller og medicin mod depression. Han var blevet ramt af posttraumatisk stress, og vreden rasede inden i ham.

»Jeg var sur på alt. Piraterne har stjålet mere end to år af mit liv, og den tid, får jeg aldrig tilbage. Når jeg tænker på alt det, jeg er gået glip af, bliver jeg simpelthen så ked af det,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn har lagt sag an mod Ekstra Bladet på grund af deres mediedækning af sagen, som de to sømænd mener, var medvirkende til at deres tid som gidsler trak ud. De kræver hver en erstatning på en halv million kroner. Sagen forventes at slutte 8. april 2016.
Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn har lagt sag an mod Ekstra Bladet på grund af deres mediedækning af sagen, som de to sømænd mener, var medvirkende til at deres tid som gidsler trak ud. De kræver hver en erstatning på en halv million kroner. Sagen forventes at slutte 8. april 2016. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Slut med livet til søs
I dag er det næsten tre år siden, at Eddy Lopez kom hjem. Han er 49 år gammel og bor igen sammen med sin kone, for efter et halvt års parterapi fandt de ud af, at de ikke kunne undvære hinanden.

Sønnerne, som nu er 7, 13 og 15 år gamle, har færre problemer, og Eddy Lopez har lært at styre sit temperament og sin jalousi. Men vreden er der endnu. Det samme er hans koncentrationsbesvær og hans kramper i fødderne, som han har fået efter en infektion i nervesystemet.

På grund af smerterne er han sygemeldt og arbejder ikke. Men selv hvis han kunne, er han dog overbevist om, at han ikke ville sejle ud i verden igen.

Artiklen fortsætter under billedet

Efter et halvt år fra hinaden gik det op for Eddy Lopez og hans kone, at de ikke kunne undvære hinanden. Nu bor de igen sammen. »Vi holdt aldrig op med at elske hinanden, jeg var bare umulig at leve sammen med i en periode,« forklarer Eddy Lopez.
Efter et halvt år fra hinaden gik det op for Eddy Lopez og hans kone, at de ikke kunne undvære hinanden. Nu bor de igen sammen. »Vi holdt aldrig op med at elske hinanden, jeg var bare umulig at leve sammen med i en periode,« forklarer Eddy Lopez. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Den frygt vil jeg aldrig udsætte min familie for,« siger Eddy Lopez.

Frygten er der dog alligevel. Eddy Lopez trækker sin telefon op ad lommen for at bevise det. Hans liste over telefonopkald er lang, og det samme navn dukker op igen og igen.

»Det er min yngste søn,« forklarer han.

I de to uger Eddy Lopez har vært i Danmark for at promovere sin bog og for at vidne i retten mod Ekstra Bladet, har han ringet til sin søn hver eneste dag. Det har han lovet.

»Min lille søn græd, da jeg skulle af sted, og han ville ikke lade mig gå, før jeg lovede, at jeg kom hjem igen, og sagde, at vi kunne tale i telefon sammen hver dag. Selvom han ikke husker, at jeg var fanget, så husker han historierne, og han er bange. Det piner mig at se. En ting er, at jeg har måttet gennemgå en masse lort – men at det også er gået ud over min familie er ubærligt.«

Den nyudgivne roman ’838 dage i helvede’ er baseret på Eddy Lopez erindringer om tiden som gidsel. Bogen er skrevet af journalisterne Kristian Leider Olsen og Søren Baastrup.