En 83-årig kvinde, der til dagligt bor på et ældrecenter i Haderslev, fik mandag aften besøg af tre hjemmerøvere. Men i stedet for at føje de tre røvere, som havde en kniv med, så valgte den 83-årige at tage kampen op.

Mon ikke der er tre potentielle hjemmerøvere i det sønderjyske, som har fået sig en ordentlig overraskelse mandag aften. De troede formentlig, at de havde udset sig et nemt offer, da de valgte en 83-årig kvindes bolig på et ældrecenter i Haderslev som deres mål.

Men nemt offer skulle den 83-årige kvinde langt fra vise sig at være. Faktisk tværtimod. Den 83-årige, som blev truet med en kniv, valgte at skubbe til hjemmerøverne og råbe om hjælp.

Det betød, at de tre hjemmerøvere tog flugten. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Til BT forklarer vagtchef Søren Strægaard om situationen:

»Kvinden blev opsøgt at tre personer. De sagde 'hit med pengene' og holdt en kniv op. Men hun valgte at skubbe til dem, og så råbte hun om hjælp. Og det betød, at de tre personer valgte at tage flugten,« siger Søren Strægaard, der beskriver situationen som 'usædvanlig' og ikke tøver med at kalde den 83-årige kvinde for 'sej'.

»Der er meget stor forskel på, hvordan folk reagerer i sådanne situationer. Og kvinden her valgte altså ikke at lade sig kue,« uddyber Søren Strægaard, der fortæller, at flere personer har set de tre mænd løbe fra stedet.

Politiet har valgt at sende et tweet ud, hvor de beskriver den ene af de tre mænd som værende 'høj, slank iført mørkt tøj og hue over hovedet.'

De to andre mænd er der ikke en beskrivelse af lige nu.

I det hele taget er der noget, der kunne tyde på, at de tre hjemmerøvere heldigvis er ret dårlige til deres ugerninger. Også en 74-årig kvinde i kørestol skulle ifølge politiet have haft besøg af de tre mænd.

Hun var dog hurtig og fik trykket på nødkald, og så stak de tre mænd af.

Hvis du har oplysninger i sagen, så kan du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 114.