Ikke færre end 7.871 køretøjer er blevet standset af politiet rundt omkring i landet i forbindelse med politiets jule-spirituskontrol, oplyser Rigspolitiet

Politiets landsdækkende kontrol på vejene, der også målretter sig mod narkopåvirkede bilister, har indtil nu resulteret i 606 forseelser på de såkaldt store julefrokost-dage. Dog er det langt fra alle forseelser, der er spiritusrelaterede.

Fra 29. november til 9. december har politiet blandt andet »fanget« 55 spirituspåvirkede førere, 12 narkotikapåvirkede førere og 17 personer, der kørte bil, selv om de var frakendt kørekort.

Dertil kommer en række andre forseelser, såsom at køre uden sikkerhedssele og tale i håndholdt mobiltelefon.

Spirituskontrollen fortsætter ifølge politiet frem til jul.

BNB