To kvinder har gennem mere end et år mishandlet en lille dreng i et bordel i Helsinge. Det otteårige offer blev blandt andet tæsket med en grydeske, tvunget til at udføre krænkende handlinger og afstraffet med indespærring.

Sådan lyder i hvert fald noget af den sigtelse, som lørdag blev læst op i Retten i Helsingør. På anklagebænken sad to kvinder på henholdsvis 35 og 46 år.

Kvindernes forbrydelser har ifølge senioranklager Helle Olesen fundet sted på en adresse i Nygade i Helsinge. Her drev de tilsyneladende en slags bordel.

Gennem to måneder skal en tredje kvinde i hvert fald have arbejdet som prostitueret på adressen og modtaget et ukendt antal kunder. Betalingen skal kvinden have delt med de sigtede, og derfor er de ud over mishandling og vold også sigtet for rufferi.

Senioranklager Helle Olesen ønsker ikke at fortælle, hvilken relation den otteårige dreng har til de mistænkte. Umiddelbart mener politiet ikke, at han har været udsat for seksuelle krænkelser i sin tid i bordellet.

Overgrebene mod drengen består dermed alene i mishandling og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, hævdes det i sigtelsen.

Politiet mener således at have beviser for, at kvinderne i en periode fra 20. april 2015 til 28. juli 2016 adskillige gange skal have tildelt drengen slag i ansigtet og på kroppen med hænderne og ved brug af en grydeske.

Hertil kommer de krænkende handlinger, som ikke uddybes yderligere, samt afstraffelsen i form af indespærring. Det er ikke oplyst, hvor drengen var indespærret, eller hvor længe de enkelte indespærringer menes at have varet.

Lørdagens retsmøde blev afholdt for lukkede døre, hvorfor hverken anklagemyndighed eller politi ønsker at uddybe sagens omstændigheder nærmere.

Dog oplyser Helle Olesen, at begge kvinder nægter sig skyldige. Ikke desto mindre valgte en dommer at varetægtsfængsle dem frem til 30. september.

Tidligere lørdag fortalte efterforskningsleder Martin Haines fra Nordsjællands Politi, at det var kolleger fra Fyn, der sent fredag aften havde held til at anholde kvinderne på Fynske Motorvej.

Den ældste af kvinderne kommer fra Thailand, mens den yngste er dansk statsborger.

/ritzau/