En 77-årig kvinde blev lørdag fundet død i sin lejlighed i Lemvig, og en efterfølgende obduktionen har afsløret, at kvinden blev kvalt. Det skriver bt.dk.

Det var en hjemmehjælper fra kommunen, der fandt den 77-årige kvinden død i sin lejlighed lørdag formiddag. Sidste livstegn fra hende var fredag aften, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi om drabet, som med det samme blev opfattet som et mistænkeligt dødsfald.

»De omstændigheder, hun bliver fundet under, gør, at det ser mistænkeligt ud,« siger politiinspektør Klaus Arboe Rasmussen til bt.dk.

Han kan dog ikke konkretisere omstændighederne yderligere, da politiets teknikere stadig arbejder med sagen.

Midt- og Vestjyllands politi opfordrer samtidig borgere, som har bemærket noget mistænkeligt i området omkring Frederiksgade 23 i Lemvig, til at henvende sig på telefon 114.

BNB