____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fyns Politi opfordrer borgere i nærheden af Odense om at tjekke deres udhuse, redskabsrum med mere i et forsøg på at finde den 74-årige Johannes. Han har været forsvundet siden mandag, og politiet frygter, at han ligger hjælpeløs et sted.

Klokken 18 tirsdag aften skrev Fyns Politi på Twitter, at Johannes muligvis er set ved Munke Mose i Odense omkring klokken 17 tirsdag. Han skulle være set gående ind i Munke Mose, der er en naturpark med græsarealer, boldbaner, søer og vandløb.

Tidligere tirsdag gik en helikopter på vingerne for at deltage i eftersøgningen af den 74-årige mand fra Odense, der forsvandt mandag eftermiddag under en gåtur.

- Vores hundepatruljer er snart færdige med at afsøge området omkring Odense Å, og når de er det, er helikopteren klar til at gå i luften, sagde vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland, til bt.dk tirsdag middag.

Fyns Politi har ledt efter manden, siden han forsvandt under sin daglige gåtur mandag eftermiddag.

Da han ikke var kommet hjem ved 18-tiden, slog hans kone alarm.

Han går med krykker, og politiet frygter, at der kan være tilstødt ham en ulykke, og at han ligger hjælpeløs et sted.

Den 74-årig mand beskrives som almindelig af bygning. 170 centimeter høj med hvidt hår. Han var iført mørkeblå jakke og bukser, og så går han med to krykker.

Har du set ham, vil Fyns Politi gerne høre fra dig på telefon 114.