Ældre kvinde mistede livet og to kom alvorligt til skade i glatføreulykke ved Århus.

En 71-årig kvinde mistede livet, da to biler ved middagstid lørdag kørte sammen på Viborgvej vest for Århus.

Viborgvej blev spærret mellem krydset ved E45 Østjyske motorvej og krydset ved Sabro i begge retninger efter ulykken. Først klokken 14 kunne politiet ophæve afspærringen.

- Der er to andre tilskadekomne i ulykken. Det er alvorligt, men ikke livstruende, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi.

/ritzau/