Små børn, der har sex med hinanden eller bliver misbrugt på stort set alle tænkelige måder af lidt større børn, deres søskende eller forældre eller andre voksne.

En 70-årig pensionist fra Brøndby kunne stort set erkende sig skyldig i hundredevis af bestilte sexovergreb på børn på Filippinerne, da en langvarig retssag mod ham tirsdag formiddag begyndte ved Retten i Glostrup.

Pensionisten indrømmer, at han hundredevis af gange har betalt for, at børn på Filippinerne er blevet krænket seksuelt. Imens sad han i Brøndby og fulgte opstemt med via computer, mens han ifølge sin egen forklaring onanerede sig til udløsning.

De mange overgreb blev nemlig transmitteret live via en videoforbindelse fra Filippinerne til mandens computer, og undervejs kunne han i detaljer diktere, hvad børnene skulle udsættes for, så han kunne blive så seksuelt ophidset som muligt.

Nogle af børnene har ifølge anklagerne i det 119 sider lange anklageskrift været helt små børn på bare tre-fire år, men det benægter han. Ifølge den tiltalte pensionist har de yngste af børnene været 12-15 år.

Den gråhårede pensionist kom nærmest munter ind i retslokalet, og startede med at give hånd til anklageren og hendes mandlige assistent, inden han selv tog plads ved siden af sin forsvarer - advokat Jesper Madsen. Den 70-årige er iklædt en farvestrålende, ternet skjorte med korte ærmer, slidte cowboybukser og solide briller med sort stel.

I retten bevogtes den varetægtsfængslede pensionist af to mandlige fængselsbetjente i blå uniformsskjorter. I alt er manden tiltalt for ikke mindre end 346 forhold om medvirken til voldtægt og seksuelle overgreb på børn i årene 2011-2016.

Det enorme omfang gør ifølge Rigspolitiet, at der formentlig er tale om den hidtil største sag af sin art i verden.

Alene anklagerens indledende oplæsning af anklageskriftet for især medvirken til voldtægt tog 46 minutter, selv om hun nøjedes med at holde sig til nogle sammenfattende delafsnit omkring de talrige bestilte sex-overgreb på børnene på Filippinerne.

»Min klient erkender, men alene at have overtrådt straffelovens paragraf 227 (børn i pornografisk optræden, red.) i form af medvirken. De øvrige forhold nægtes. Der er ifølge min klient ikke foregået egentlige samlejer i nogle af showene. Samtidig har han en en generel indsigelse mod børnenes alder - min klient er af den opfattelse, at den er betydelig højere, end det som anklagemyndigheden angiver. Og for god ordens skyld vil jeg lige nævne, at min klient aldrig har været på Filippinerne - bare til orientering,« lød det fra forsvarer Jesper Madsen.

Den nu 70-årige mand, der er gift, blev anholdt i februar 2016 og har siddet varetægtsfængslet lige siden.

Der er afsat ikke mindre end 41 retsdage til at gennemgå de mange overgreb i detaljer, og anklageren i sagen - Helene Lindberg Brædder fra Københavns Vestegns Politi - vil begære den tiltalte pensionist idømt forvaring - altså indespærring på ubestemt tid.

Ved retsmødets start begærede BT det nedlagte navneforbud på manden ophævet, så det under retssagen ikke skal være forbudt at røbe hans identitet. Den anmodning imødekom retten, men på forsvarerens protest blev kendelsen kæret til Østre Landsret med opsættende virkning, så det foreløbig stadig ikke er lovligt offentligt at omtale hans identitet.