En 70-årig mand med bopæl på Vestre Strandallé i Risskov ved Århus blev søndag formiddag udsat for et groft overfald tæt på sit hjem.

Manden ville som så ofte før lige gå de få meter hen til en af naboerne på vejen for at bytte avis, men undervejs blev han overhalet af seks unge andengenerations-indvandrere.

Den ene henvendte sig til ham med et provokerende 'hvad fanden glor du på?', og inden manden nåede at svare, blev han skubbet omkuld og faldt så uheldigt, at han brækkede sit ene lårben og pådrog sig brud på hoften.

De unge lod manden ligge på vejen og stak af fra stedet på trods af, at han var så skadet, at han ikke var i stand til at rejse sig op ved egen hjælp. Først efter nogle minutter fik han hjælp fra en cyklist, der tilfældigt kom forbi, oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi til bt.dk.

Gerningsmanden beskrives som værende mellem 15 og 25 år, cirka 180 centimeter høj, arabisk af udseende og dansktalende. Ved overfaldet var han iklædt mørke bukser og en jakke med to blå nuancer og en del sort på brystet.

Henvendelse fra eventuelle vidner kan ske til Østjyllands Politi.