Sagen om den forsvundne svenske journalist og hendes fatale sejltur med opfinder Peter Madsen i hans hjemmebyggede ubåd har nu varet i halvanden uge. Her er, hvad vi ved på nuværende tidspunkt.

På et pressemøde onsdag morgen fortalte Københavns Politi, at det kvinde-lig, der blev fundet ved Amager i København mandag, er identisk med den svenske journalist Kim Wall.

Vicepolitiinspektør Jens Møller fortalte det store opbud af pressefolk, der var mødt op foran politigården, at der er tale om et gennembrud i sagen. Han fortalte blandt andet, at:

  • Der er et dna-match mellem liget og Kim Wall
  • Der er ligeledes et dna-match med blod, som blev fundet i ubåden​
  • Politiet vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvordan Kim Wall er død.
  • Peter Madsen forsøgte ifølge politiet at sænke Kim Walls lig med metal. Der er fundet uspecificeret metal på hendes lig
  • Kim Walls lig havde skader, der tydede på, at nogen bevidst har forsøgt at presse luften ud af kroppen, så luftgasser kunne passere ud af kroppen. Det mener politiet er gjort for at sikre, at liget ikke skulle drive eller hæve sig fra havbunden
  • Politiet leder fortsat efter de øvrige kropsdele fra liget. Beredskabsstyrelsen leder til søs

  • Efterforskerne undersøger, om der er en sammenhæng mellem sagen om Kim Wall og en 30 år gammel kriminalsag, hvor drabet på en 22-årig japansk studerende, som blev fundet i 1986

Opfinder Peter Madsen er sigtet for både drab og for uagtsomt manddrab, der er grundlaget for, at han sidder varetægtsfængslet.

Peter Madsens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, fortalte til BT onsdag morgen, at de nye oplysninger om, at der er et dna-match mellem den fundne torso og afdøde Kim Wall, ikke får betydning for, hvordan Peter Madsen forholder sig til ipolitets anklage mod ham. Han nægter sig fortsat skyldig.

»At der er et dna-match ændrer ikke ved, at min klients forklaring er, at der er sket en ulykke,« siger Betina Hald Engmark til BT.

I første omgang forklarede Peter Madsen, at han havde sat journalisten i land sent torsdag aften. Den forklaring ændrede han under det lukkede grundlovsforhør fredag den 11. august, hvor han fortalte, at Kim Wall var død som følge af en ulykke om bord, og at han havde begravet hende til søs.

Den svenske journalist Kim Wall sejlede ud med Peter Madsen i hans hjemmebyggede ubåd torsdag den 10. august. Hendes kæreste slog alarm, da hun ikke kom hjem som aftalt, og en større eftersøgning efter både hende, Peter Madsen og ubåden gik i gang. Fredag formiddag spottede en lystsejler ubåden, men den gik kort efter ned, mens Peter Madsen blev reddet i land. Kort efter blev han anholdt af politiet, da Kim Wall var forsvundet.

Mandag i denne uge fandt en cyklist en torso uden arme, ben og hoved ved en strand på Amager.