En 69-årig mand fra Veflinge på Nordfyn fremstilles onsdag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Odense med en sigtelse for at have forsøgt at dræbe sin jævnaldrende kone med knivstik i halsen.

Det blodige drama udspillede sig tirsdag formiddag i ægteparrets hjem, hvor manden af endnu uvisse årsager gik amok på sin kone og begik drabsforsøg.

Det var den 69-årige selv, som slog alarm og ringede 112. Da ambulancen ankom til stedet, blev kvinden fundet ilde tilredt med et langt tværgående snit i halsen.

Hun var dog i stand til selv at gå ud af huset og er nu uden for livsfare. Den sigtede ægtemand brugte en køkkenkniv til overfaldet på sin kone.