Endnu en cyklist er i dag blevet påkørt af en bil

Denne gang skete ulykken på landevejen ved Glumsø, der ligger mellem Næstved og Sorø.

Her kom en 69-årig mand fra lokalområdet cyklende, da en 23-årig mandlig bilist fra Holbæk, der kom kørende i den modsatte kørebane, torpederede den ældre mand.

- Cyklisten kom ind under bilen og blev livsfarligt kvæstet, oplyser vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi til bt.dk.

Men selv om redningshelikopteren hurtigt ankom til ulykkesstedet, lykkedes det ikke at redde den 69-åriges liv.

Han døde i helikopteren på vej mod Rigshospitalet.

Endnu ved politiet ikke, hvad der har forårsaget ulykken, der skete i en meget blød kurve på vejen.

- Jeg formoder, der er tale om et øjebliks uopmærksomhed fra bilistens side, siger vagtchefen.

Vagtchefen oplyser yderligere, at der er intet, som tyder på, at den unge, mandlige bilist var påvirket af alkohol eller andet.

- Bilinspektøren har også været på ulykkesstedet, og der er intet, som tyder på, at ulykken skyldes høj fart, siger Stefan Jensen.

Ulykken skete kort før klokken 16 i eftermiddags, næsten samtidig med en anden ulykke i Nordjylland. Her blev en 81-årig dame ramt af en bil, da hun på cykel foretog et venstresving og kørte ud foran bilen. Den 81-årige kvinde ligger i kunstigt koma på sygehuset i Aalborg.



Den 69-åriges pårørende er underrettet om dødsulykken.