En 67-årig mand, der har siddet tiltalt for at skyde en 26-årig mand gennem en kælderdør, er ved Retten i Lyngby dømt skyldig i forsøg på manddrab. Fire års fængsel lyder straffen på.

Den 67-årige mand har ellers hele sagen igennem fastholdt, at han havde skudt i nødværge. Men det var nævningetinget onsdag ikke enige med ham i.

Han skal derfor fire år i fængsel og samtidig betale sagens omkostninger på 462.000 kroner.

Både den 67-årige mand og hans forsvarsadvokat fortæller til BTs mand i retten, at de er meget overraskede og chokerede over dommen. Derfor ønsker de ikke at udtale sig mere lige nu. De ankede straks dommen.

Hele sagen begyndte en decembernat sidste år, hvor en 26-årige mand til en julefrokost med hans nye læreplads fik et blackout på grund af for meget alkohol. Da han vågnede op igen, lå han i en hospitalsseng med en krop, der var fyldt med hagl.

I sin beruselse havde han taget fejl af det hus, han havde en aftale om, at han kunne overnatte i efter julefrokosten. Den 26-årige forsøgte derfor at komme ind i den 67-åriges hus, hvilket vækkede husejeren, som blev grebet af frygt, da han i 2011 havde udsat for et groft hjemmerøveri.

Da husejeren den decembernat igen hørte puslen ved kælderdøren, hentede han sit haglgevær og skød den mand, han kunne se stå uden for døren, hvori ruden var blevet knust.

Selv husker den 26-årige mand ikke meget af den nat den 6. december, fortalte han tidligere i retssagen.

»Omkring klokken 18.30 skulle vi spise. Jeg husker mere eller mindre en time frem derfra. Derfra husker jeg ikke mere. Jeg kan huske forretten, nogle kartofler og noget rødt kød, og at jeg fik nogle snaps. Det er det,« sagde den 26-årige i retten.

Derefter er de næste mange timer helt sorte for den 26-årige, som i sin beruselse først bankede på døren til en af den 67-åriges nabohuse, før han søgte hen mod den 67-åriges villa, hvor han endte med at knuse en rude i en kælderdør.

»Det næste, jeg kan huske, er, at jeg vågner på hospitalet, og at min mor står og kigger ned på mig og siger, at jeg er blevet skudt,« fortalte den 26-årige.

Omkring klokken 7 om morgenen fik den 26-årige taget en blodprøve, der viste, at han mere end fem timer efter, han var blevet skudt, havde en alkoholpromille på 1.07.

Omkring tre gange blev han opereret i et forsøg på at få alle haglene ud af hans krop. Men de sidste sidder der endnu.

»Jeg har mere eller mindre ondt i min mave hver dag. Jeg blev også ramt i armen, og nogle af haglene sidder stadig i min krop.«

»Jeg er meget påvirket af det. Før havde jeg lige fået en læreplads og havde bestået mit grundforløb. Nu har jeg intet. Udover at jeg ikke længere har min læreplads, har jeg også en krop, der er skamferet,« sagde han.

Den 67-årige mand havde nægtet sig skyldig i drabsforsøg, men hævdede, at han skød i nødværge, da han frygtede endnu et hjemmerøveri.