66-årig mand er fængslet i fire uger, sigtet for at betale for livestreaming af overgreb på børn i Asien.

København: En 66-årig mand fængsles i fire uger for at have medvirket til voldtægt og andre seksuelle krænkelser mod mindreårige børn i Asien.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Manden skal ifølge politiet have bestilt og betalt for at se de seksuelle overgreb live på internettet.

Ifølge politiets efterforskning har forholdene stået på over en længere periode.

Manden blev torsdag morgen fremstillet i et grundlovsforhør, som blev holdt for lukkede døre. Derfor og af hensyn til den videre efterforskning kan politiet ikke uddybe sagen yderligere.

Dermed vides det ikke, hvor mange børn overgrebene er gået ud over, hvor længe den 66-årige har betalt for at se voldtægterne, eller om politiet har mistanke om andre personer har gjort sig skyldige i lignende forhold.

I marts sidste år anholdt National Cyber Crime Center, NC3, hos Rigspolitiet 10 personer i en lignende sag, der drejede sig om seksuelle overgreb mod børn, som blev overværet live på computeren via såkaldt streaming over internettet.

Ni af de ti blev løsladt på grund af manglende beviser. Når man streamer, downloader man ikke nogen filer på computeren, hvorfor det er svært at bevise, hvad der er foregået.

I 2014 blev en nordjyde idømt tre et halvt års fængsel for medvirken til en række overgreb mod børn i Filippinerne. Manden betalte mellem 150 og 300 kroner for at få en anden voksen til at voldtage sagens offer.

Voldtægten blev transmitteret live via internettet til den nu dømte.

I den gamle sag havde gerningsmanden fået kontakt til sine filippinske medgerningsmænd via en datingside i Filippinerne.

/ritzau/