Østjyllands Politi efterlyser den 64-årige Peter Due Nielsen. Han havde forladt sit hjem i Viby syd for Aarhus, da hans hustru kom hjem klokken 17 fredag eftermiddag. Det oplyser Østjyllands Politi.

»Hustruen er bekymret for ham, da han på grund af demens har svært ved at snakke, ligesom han aldrig har været væk i så lang tid,« oplyser politiet.

Peter Due Nielsen beskrives som 185 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har brunt hår med grå stænk og overskæg. Han er formentlig iført sorte jeans og en skjorte, en grå trøje med v-hals og en mørkeblå sportsjakke med påskriften »Humi outdoor«.

Peter Due Nielsen har kørt meget bybus på det sidste. Han er i god form og ved godt helbred og lider ikke af sygdomme ud over demens.

Flere patruljer har ledt efter den forsvundne mand natten til lørdag.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Østjyllands Politi ved at ringe 114.

BNB