Mandag eftermiddag var der røveri i Arbejdernes Landsbank på Bruuns Gade i Aarhus. Gerningsmanden blev anholdt kort efter.

En 64-årig mand fra Tranbjerg begik mandag eftermiddag et røveri mod Arbejdernes Landsbank og flygtede til fods, skriver Aarhus Stiftstidende.

Det blev dog kun til en time på flugt for manden, inden han blev anholdt på Vestergade.

Politiet mødte talstærkt op, da anmeldelsen indløb klokken 13.48.

Dørene til banken blev låst, og røde og hvide afspærringsbånd opsat tværs gennem banklokalet, mens politibetjente begyndte at afhøre ansatte og kunder i banken, der gav følgende signalement:

55-60 år, 175-180 centimeter høj og kraftig af bygning. Videooptagelser fra banken viste, at han var iført en blå dynejakke, sort hue og grå bukser. Manden kom ind i banken og gik hen til en kasse, hvor han forlangte penge. Her holdt han den ene hånd i lommen og sagde, at han havde en pistol. Kassereren udleverede derefter et større kontantbeløb, hvorefter røveren stak af.

Et billede af manden gik ud til politipatruljer i midtbyen. En læser fortæller, at Hans Hartvig Seedorffs Stræde i Aarhus midtby blev afspærret af flere politibiler kort efter klokken 14, hvor betjente afsøgte busser og området omkring busstoppestedet.

»Når sådan noget sker, sætter vi patruljer på strategiske steder, så man får afskåret flugtvejene,« forklarer vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

Manden blev på baggrund af det udsendte billede set af en patrulje i området omkring Magasin og endelig genkendt i Vestergade.

»Vi eftersætter ud fra signalementet og får klokken 15.01 i Vestergade kontakt med en mand, der passer til signalementet,« siger Per Bennekov, der kan fortælle, at røveriet er årets første og således giver politiet en opklaringsprocent på 100.

Gerningsmanden havde på anholdelsestidspunktet skiftet tøj og var ikke i besiddelse af udbyttet fra røveriet. Pengene blev efterfølgende fundet i nærheden af det sted, hvor manden blev anholdt.

Den 64-årige forventes fremstillet i grundlovsforhør tirsdag morgen.