Den 61-årige mand, Jørgen Kihle Christensen, der har været forsvundet siden lørdag, er sent søndag eftermiddag fundet død.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den 61-årige familiefar var sidst blevet set lørdag klokken 01.30 ved Vestamager Station i København. Siden har både politi, hjemmeværn, brandvæsen og adskillige frivillige indtil kl. 15.30 i dag søgt efter ham. Han blev fundet omkommet i et vandreservoir ved Richards Mortensens Vej, 2300 København S, skriver Københavns Politi yderligere.

»Der vil blive et retsmedicinsk ligsyn på mandag, men vi har ikke nogen formodning om, at der ligger en forbrydelse bag. Hvad det så må være, er indtil videre uvist,« siger Carsten Reenberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Dermed sættes der et tragisk punktum på den storstillede eftersøgning, som har fundet sted siden lørdag og igen søndag fra klokken 10, hvor dykkere, hundepatruljer, en helikopter og adskillige politifolk og frivillige ledte efter Jørgen Kihle Christensen.

Han forsvandt efter en tur i cirkusbygningen Wallamans med nogle kolleger fredag aften. Steddatteren Alexandra Petersen forklarer til BT, at det var hendes stedbror - Jørgens søn - der blev ringet op midt om natten af ambulancefolk ved Vestamager Station. De ville sikre sig, at han kom helskindet hjem, fordi han havde flækket et øjenbryn og blødte. Men da sønnen nåede frem, var faderen væk.

»Han er typen, der altid vil komme hjem. Og det vil også være typisk ham at tage den på gå-ben, for han vil ikke bruge penge på en taxa,« siger Alexandra Pedersen.

Ifølge Alexandra var det ikke normalt, at Jørgen var ude om natten. Hun beskriver ham som en familiefar, der ofte motionerede, og at han som tidligere militærmand var en person, der tænkte rationelt.

»Jeg har aldrig set ham fuld i 27 år, så det kan ikke være det alene. Måske er det kombinationen alkohol, og at han har slået hovedet, som forklarer, hvorfor han ikke gik hjem,« siger hun.

 

 

Mere følger...