Kvinde, der fejlagtigt blev hængt ud på forsiden som Erik Damgaards nye kæreste, får medhold i retten.

Det kommer til at koste en direktør i Aller-koncernen 60.000 kroner, at en tilfældig kvinde blev hængt ud i Se og Hør ud for at være finansmanden Erik Damgaards nye kæreste.

Det er Østre Landsret, der har vurderet, at omtalen var så stor en krænkelse, at der nu skal sættes et økonomisk plaster på såret.

Det var i 2009 at det kom til et brud mellem Erik Damgaard og hans stærkt eksponerede kæreste Anni Fønsby.

Samme dag, som den historie kom frem, var Damgaard i byen for at spise med nogle venner på restaurant Mash, og med i selskabet, var den kvinde, der endte på forsiden af Se og Hør.

Hun har i retten forklaret, at hun var i byen med sin kæreste, der er barndomsven med Erik Damgaard, og hun blev chokeret, da hun et par dage senere så omtalen af sig selv i ugebladet.

Hun fik negative sms'er fra både sine veninder og kunderne i hendes skønhedsklinik, blev genkendt, når hun handlede i Netto, og oplevede, at fotografer sværmede rundt om hendes bolig.

Landsdommerne konkluderer, at der klart er tale om en krænkelse af kvinden, der var helt ukendt i offentligheden.

Samtidig afviser retten, at historien overhovedet har samfundsrelevans. Krænkelsen er kun "sket for vindings skyld", skriver dommerne.

Derfor skal Allers ugebladsdirektør Per Ingdal betale de 60.000 som en tortgodtgørelse.

/ritzau/