Drengen var på vej hjem fra Struer Østre Skole, da han blev påkørt af en skraldebil og dræbt på stedet.

- Føreren svinger fra Ringgaden til højre og skal ned ad Gimsinghovedvej. Vejen er så smal, at han må afvente tre persbiler, der holder og skal ud på Ringgaden. Da de er kørt frem, så påbegynder han højresvingningen. I den forbindelse påkører han drengen, der bliver dræbt på stedet, fortæller Kjeld Nedergaard, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik meldingen kl. 13.17, hvor chokerede vidner til den frygtelige ulykke ringede 112.

Den lille drengs nærmeste pårørende er underrettet.

Politiet er stadig på stedet og laver tekniske undersøgelser med bilinspektører for at afklare, præcis hvordan ulykken skete.