Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os på Facebook.

Folk helt tæt på begivenhederne er rystede, efter en 59-årig mand mandag aften blev fundet død i et hus i en lille vestjysk landsby. Han var blevet dræbt af et skud fra et haglgevær, og en mand fra samme by er mistænkt for at have affyret skuddet, der slog ham ihjel. 'Vi drak kaffe med mistænkte på drabsaftenen,' fortæller en borger i lokalområdet.

Fem kilometer syd for Snedsted ligger Hørdum, som er en lille landsby i Thy i Vestjylland. Selv fortæller en beboer, at landsbyen er en 'soveby', hvor ingen havde forestillet sig, at den tragedie, der skete mandag aften, kunne finde sted.

Ved 22:30-tiden fik politiet en anmeldelse om, at der lå en død mand i et hus i på Tårnvej i landsbyen. Det var den afdødes søn, som havde fundet liget af sin far, og da politiet kom ud til ejendommen, blev det efterfølgende slået fast, at den 59-årige mand var blevet dræbt af et enkelt skud fra et haglgevær.

Tirsdag kunne politiet anholde en 54-årig mand, som nu er mistænkt for drab. Ved et grundlovsforhør onsdag kom det frem, at mistænkte også er fra Hørdum. Den 54-årige nægter sig skyldig i drab, men erkender at have affyret et skud ved et uheld, skrev TV MIDT/VEST onsdag.

BT talte onsdag med en lokal borger, Bodil Lyhne, der fortæller, at hun er genbo til den mistænkte. Hun fortæller, at hun og ægtemanden er utrolig kede af det. Ægteparret havde nemlig en tæt relation til den 54-årige, som tit har været på besøg i deres hjem, hvilket han - ifølge Bodil Lyhnes beretning - også var på drabsaftenen i mandags ved 21-tiden.

Her drak mistænkte kaffe med Bodil Lyhne og hendes mand, inden han forlod deres hjem en halv time senere. Hvad den mistænkte foretog sig efterfølgende, ved Bodil Lyhne ikke.

Men sikkert er det, at den 59-årige blev fundet død i sin stue en times tid senere.

»Det er højst besynderligt. Han (mistænkte, red.) er jordens sødeste og rareste fyr, og vi har haft meget omgang med ham. Vi fatter det ikke. Men man er jo uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det skal vi huske,« siger Bodil Lyhne.

En 59-årig mand er fundet dræbt i en ejendom i den lille by Hørdum ved Snedsted i Thy.
En 59-årig mand er fundet dræbt i en ejendom i den lille by Hørdum ved Snedsted i Thy. Foto: Agnete Nørgaard Larsen
Vis mere

Hun fortæller samtidig, at stemningen i Hørdum er trykket. Politiet har ikke været ude og fortælle meget om sagen, og det har ført til, at rygterne svirrer i lokalområdet, hvor det store spørgsmål blandt folk synes at lyde; Hvorfor?

Selv kan Bodil Lyhne fortælle, at hun ikke kendte den dræbte, og hun kender ikke den mistænktes relation til ham. Politiet har indtil videre heller ikke oplyst, om den dræbte og den mistænkte kendte hinanden, og hvad der kan ligge bag tragedien.

»Den dræbte holdt sig mest for sig selv. Han virkede som en enspænder,« siger Bodil Lyhne.

'Vi dyrker ikke hinandens tragedier'

En anden borger i Hørdum, som bor på Tårnvej, hvor den 59-årige blev fundet død, kalder drabet en 'forfærdelig hændelse' og bekræfter, at stemningen er trykket i området. Borgeren ønsker at være anonym, men BT er bekendt med vedkommendes identitet.

»Det er normalt et fredeligt område. Det kommer så absolut som en overraskelse, det her. Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig det. Jeg håber, at det er en enlig hændelse,« siger borgeren, som afviser at kende mere til omstændighederne omkring drabet:

»Vi bor i en del af landet, hvor man ikke dyrker hinandens ulykke og snager i andres tragedier,« siger borgeren, der trods alt er tryg nok til at færdes i sit lokalområde.

Den sigtede 54-årige er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger. Det er nu op til politiet at efterforske sagen yderligere.

En 59-årig mand er fundet dræbt i en ejendom i den lille by Hørdum ved Snedsted i Thy.
En 59-årig mand er fundet dræbt i en ejendom i den lille by Hørdum ved Snedsted i Thy. Foto: Agnete Nørgaard Larsen
Vis mere

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os på Facebook.