En 54-årig dansk mand bliver tiltalt af anklagemyndigheden for at opfordre til terror og for at støtte terrororganisationer.

Anklagemyndigheden har torsdag rejst tiltale mod en 54-årig dansk mand for at have støttet al-Qaeda og andre terrororganisationer. Det oplyser anklagemyndigheden på sin hjemmeside.

Ifølge anklageskriftet har den 54-årige været ansvarlig for at udarbejde og udsprede en lang række bøger, tekster, videoer og budskaber, der på vegne af terrororganisationer og kendte terrorister opfordrer til væbnet hellig krig og forherliger terrorhandlinger.

Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København, efter at Rigsadvokaten og justitsministeren har tiltrådt, at der nu bliver rejst straffesag mod ham.

»Sagen drejer sig blandt andet om udarbejdelse og udbredelse af et omfattende materiale, der tilskynder til terror. Tekst, lyd og billeder opfordrer efter tiltalen blandt andet til, at man tilslutter sig terrorbevægelser, og budskaberne er spredt til en bred kreds via hans åbne Facebook-profil og det øvrige internet som en art terrorpropaganda,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden ønsker straffesagen bedømt af et nævningeting, fordi en eventuel straf kan blive på mere end fire års fængsel, og derudover skal manden miste sit danske statsborgerskab og udvises af Danmark for bestandig, hvis han bliver kendt skyldig.

Den tiltalte har været varetægtsfængslet siden februar 2014. Anklagemyndigheden forventer, at straffesagen vil blive indledt ved Retten på Frederiksberg 4. november 2014.