51-årig kvinde dræbt i tragisk trafikulykke

En blot 22-årig kvindelig bilist skyld i trafikdrab i Nordsjælland søndag aften

Den 51-årige kvinde blev kørt ned ved 21.30-tiden søndag aften, da hun kom gående på Sperrestrupvej i Ølstykke. Hun kom gående i venstre side af vejen, da føreren af en bagvedkørende bil mistede herredømmet og ramte hende.

- Kvinden har lige forladt sin bopæl for at besøge sine forældre lidt længere nede af vejen, da ulykken sker. Hun går korrekt i venstre side af vejen, da bilen kommer kørende bagfra. Den skrider tilsyneladende ud i noget grus og over i den modsatte side af vejen, hvor den rammer kvinden.  

Det fortæller faglige leder af efterforskningen ved Frederikssunds Politi, Henrik Laugesen, til bt.dk.

Efter at have ramt kvinden, kører bilen ud på en mark, hvor den triller rundt flere gange.

Det var en ung kvinde på 22 år, der kørte bilen, og det er endnu ikke klart, hvad der præcis er årsag til ulykken. Vejen er meget smal på ulykkesstedet, og politiets teknikere arbejder lige nu på at klarlægge forløbet. Derfor vil Henrik Laugesen heller ikke sige noget om, hvorvidt fart eller alkohol kan være årsagen.

- Den unge kvinde siger selv, at hun har kørt omkring 80-90 stykker, og vi har rent rutinemæssigt taget en blodprøve af hende, men der var ikke noget, der tydede på, at hun var påvirket, siger politiassistenten og tilføjer, at den kvindelige fører og de to medpassagerer var for chokerede til at afgive en egentlig forklaring.

De blev alle tre behandlet for lettere skrammer på skadestuen, men kunne forlade hospitalet kort efter ulykken.

Den 51-årige kvinde blev erklæret død på stedet af akutlægen, og desværre opdagede hendes forældre, hvad der var sket, før politiet nåede at underrette dem.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.