Den mand, der sent lørdag eftermiddag røvede en Netto i Jyllinge, er nu blevet anholdt.

Lørdag klokken 17.41 fik Midt- og Vestsjællands Politi anmeldelsen om, at en gerningsmand iført sort elefanthue havde brugt en økse til at true sig til kontanter i Netto-forretningen, der ligger i Jyllinge nær Roskilde.

Øksen blev betegnet som 'en lille økse', og manden slap af sted med et mindre pengebeløb.

Efter nogle timers eftersøgning lykkedes det ifølge sn.dk politiet at fange den 49-årige gerningsmand omkring midnat natten til søndag.

Da manden blev anholdt, fandt politiet den lille økse og de kontanter, som han havde truet sig til. Under afhøringen på politigården erkendte manden selv, at han stod bag røveriet.

Ingen kom til skade under røveriet.

Den 49-årige mand fremstilles søndag i grundlovsforhør.